Hidtil har der i forbindelse med den forestående havneudvidelse ikke været mælet et eneste ord om mulighederne for at tænke på lystfiskerne, som i skrivende stund står som sild i en tønde på molehovedet i Hirtshals.
Ganske anderledes ser det ud i Frederikshavn Kommune.
Østmolen på Skagen Havn er blevet et stort trækplaster for både lokale og turister, skriver TV2 Nord. Molehovedet er indrettet, så der er let adgang. Samtidigt er det sikkert at stå bag tykke spunsvægge og kaste snøren direkte ud på rigtige havdybder.
Når man har så mange havne, som vi har, synes vi også, det er vigtigt, at vi har borgernes opbakning. Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen.
Annie Enevoldsen og hendes mand Ib kommer der dagligt.
– Jeg blev bidt af fiskeriet efter, at jeg havde været på et dagkursus, hvor jeg fangede en stor makrel. Det føles simpelhen så fedt, at jeg fik helt smag for det. Der er dejligt og frit herude, og forleden kom vi hjem med tre makreller, siger Annie Enevoldsen fra Skagen.
Godt for fiskerne
Østmolen på Danmarks nordligste havn er desuden udstyret med flere små plateauer, hvor lystfiskerne sikkert kan stå og fiske på 15-20 meter vand.
Ifølge dykker og akvarieassistent Henrik Brink fra Nordsøen Oceanarium, der er tidligere fisker, gør den store vanddybde en afgørende forskel.
– Fiskene bliver større, når du kan komme ud til dem på dybere vand, og der er også flere arter at fange. Særligt til efteråret, når det begynder at storme vil der komme større torsk og langer tættere på land, men også andre arter som havbars, pighvarre eller havtaske kan du være heldig at fange, siger Henrik Brink.
Fiskerne med på råd
På den nyindviede havn i Sæby er der indrettet adskillige kastevenlige pladser yderst på molen, der også har deciderede lystfiskerpladser indbygget. Et bevidst valg fra Frederikshavn Kommunes side.
– Når man har så mange havne, som vi har, synes vi også, det er vigtigt, at vi har borgernes opbakning. Derfor har vi tænkt ind, hvordan vi giver god adgang til havnene, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S).
– Det er faktisk lystfiskerne, der i høj grad har givet os input til, hvordan vi har skullet designe de her moler og platforme, som allerede er utroligt populære. Derfor tvivler jeg heller ikke på, at de har været en god investering, siger hun.
– Forholdene er fantastiske
Ifølge Henrik Brink fra Nordsøen Oceanarium er det kun et spørgsmål om tid, før de nye moler for alvor kommer til at tiltrække folk med fiskestænger hele året.
Lige nu er det stimefisk, der præger fangsterne, men anderledes eksotiske fisk er på vej.
– Her om sommeren er det hestemakrel og almindelig makrel, der er størst chance for og så selvfølgelig hornfisk, fjæsing og fladfisk, men jeg er næsten sikker på, at der snart også dukker små bonito-tun op, som kan fanges på stang fra molerne, siger dykker og akvarieassistent Henrik Brink.
Foreløbigt er Annie Enevoldsen tilfreds med at fange en makrel en gang i mellem – og hun har investeret i en røgovn til fangsterne.
– Der har været rigtig mange turister på besøg den her sommer, og det, synes jeg, er fint. En gang i mellem har der været så mange mennesker, at det bliver lidt trangt, men det er fordi forholdene herude er så fantastiske, siger Annie Enevoldsen.
Her er tydeligvis inspiration at hente ved planlægningen af en havneudvidelse i Hirtshals.
Kilde: TV2 Nord.