Poul Steenbeek: Mit transkønnede barn og juridisk kønsskifte

Af Poul Steenbeek
Sognepræst i Hirtshals sogn
Asger Højlundsvej 3
Hirtshals

Normalt er jeg forholdsvis påpasselig med at udtrykke mig politisk på internettet. Som præst vil jeg helst undgå situationer, hvor jeg lige har forarget nogen, hvis barn jeg skal døbe, eller hvis afdøde jeg skal bisætte. Ud over det løber debatter på nettet nemt af sporet, i stedet for at være konstruktive. Men i forhold til den forestående lovgivning om juridisk kønsskifte af børn ned til 0 år, har jeg en vinkel, som jeg tror er relevant. Jeg er nemlig far til en transkønnet pige på 8 år. Oplevelsen med min datter har givet mig nogle indsigter, som jeg ellers aldrig ville have fået. Dem vil jeg gerne dele.

Vores datter har altid betragtet sig selv som en pige. Siden hun kunne, har hun f.eks. hapset sin storesøsters og mors kjoler. Hun har altid identificeret sig med de kvindelige karakterer i de film hun så. Og så snart hun havde sproget til det, kaldte hun sig selv for en pige. Min kone og jeg troede først, at det nok var en fase. Sådan en fase havde hendes storesøster også haft, hvor hun fik lov til at lege dreng i et halvt år, men så voksede hun ud af det. Men vores yngste blev ved med at insistere på at hun var en pige. Vi prøvede at overbevise hende om at hun var en dreng, fordi hun havde en tissemand. Vi fortalte hende at man sagtens kunne elske at have kjoler på og stadigvæk være en dreng. Det overbeviste hende ikke. Hun blev kun voldsomt ked af, at vi betvivlede hende. Vi kom til den konklusion at det ville være et psykisk overgreb, hvis vi ikke anerkendte hende som pige. Denne konklusion blev bekræftet af de fagfolk vi løbende rådførte os med.

Jeg har tit hørt den påstand at transkønnethed er en modedille; noget som forældrene presser over hovedet på deres barn, fordi det skulle være smart. Men ingen forældre med bare den mindste gran af sund fornuft ville prøve at gøre det. Jeg tror ikke at det er mange, hvis overhovedet nogen forældre, der reelt ønsker at deres barn er transkønnet.

Når et barn bliver til, så formes der nemlig en forestilling i en om hvem dette barn er. Man danner et billede af ens barn. Et billede, der bl.a. bliver formet af ens barns køn. Når barnet på et tidspunkt springer ud, som transkønnet, så bliver dette billede smadret. Når ens barn ikke er, som man troede ens barn var, så er det som at miste det barn man troede man havde. Det er faktisk en mindre sorgproces man går igennem.

Når ens barn er transkønnet, så bliver livet sværere. Der er de forargede blikke på gaden, dumsmarte bemærkninger af uforstående mennesker og nedladende kommentarer på nettet. Man skal hele tiden forklare sig over for alle og enhver. Man bliver endeløs mere bekymret. Vil mit barn blive offer for chikane og vold, lige som så mange andre transkønnede? Og hvordan vil puberteten blive, når forskellen mellem barnets krop og selvforståelse bliver endnu større? Min datter er allerede nu rædselsslagen for den tid, hvor hun vil få en dybere stemme og skægvækst. Ingen ønsker det for en selv eller ens børn.

Jeg deler disse ting i håbet om at det kan være med til at øge empatien for transkønnede børn og deres familier. For denne empati mangler ofte i debatten om transkønnethed. Især modstandere til den forslåede lovgivning tager ofte ikke højde for de konkrete situationer, som familier med transkønnede børn står i. De virker mere interesseret i at insistere på at der kun er to (biologiske) køn. Nu er diskussionen om forholdet mellem biologi og kønsidentitet væsentligt og interessant. (Selv er jeg hverken overbevist om at køn kun er en social/psykologisk konstruktion, eller at køn kun bestemmes af ens kønsorganer. Ingen yderpunkter i diskussionen tager efter min mening højde for virkelighedens kompleksitet. Men det ville kræve et helt skriv i sig selv for at udfolde det). Men den diskussion må aldrig føres uden empati for de mennesker, der bliver berørt af den. Man kommer ikke langt, som medmennesker eller som samfund, hvis man ikke først prøver at forstå dem.

Loven om juridisk kønsskifte for børn vil gøre livet nemmere for familier, som min. Det vil gøre at man ikke hele tiden behøver at forklare situationen hver gang man ringer til eller taler med læger og andre (offentlige) instanser, der har adgang til ens barns cpr-nummer, og disse samtaler sker ofte foran barnet. Den vil også vise at samfundet er villig til at tage hensyn til folk, som i vores familie, og især til mennesker, som min datter.

Der bliver gjort et stort nummer ud at loven er til børn ned til 0 år. I praksis vil det nok først blive relevant for børn i børnehavealderen og opad. Det ville formentligt ikke gøre det store praktiske forskel, hvis det f.eks. hed børn ned til 5 år. Men børn helt ned til de små aldre har en vis forståelse af dem selv og deres køn. Det vil klæde vores samfund, hvis vi viste en anerkendelse og sympati for det.

Man skal også huske at loven i bund og grund kun handler om cpr-numre. Der florerer nu historier om mennesker, der i en årrække følte sig, som det modsatte køn, men endte med at identificere sig med deres biologiske køn. Og hvad nu hvis de havde fået et kønsskifte? Loven åbner dog ikke for hormonbehandling eller kønsoperationer hos små børn.

Hvis nogle mennesker opdager at de alligevel ikke er transkønnet, så kan de bare få deres cpr-nummer lavet om igen. Men for enhver person, der alligevel ikke er transkønnet, er der mange andre, som er transkønnet hele deres liv. Og den psykiske og praktiske byrde ville være væsentligt mindre for dem, hvis de allerede blev anerkendt fra barndommen af.