Tidligere var der normalt gudstjeneste i begge kirker søndag formiddag kl 10.30. Det kunne lade sig gøre, fordi der dengang var to fuldtids og en deltidsansat præst i sognet, så der kunne normalt være to præster i arbejde hver søndag.
– Nu har vi kun to fuldtidspræster, og da de hver helst skal have mindst en søndag hver måned uden gudstjeneste, kan det ikke lade sig gøre at have parallelle gudstjenester i de to kirker, fortæller sognepræst Bjarne Hougaard.
– Samtidig har vi i sognet fået flere forskellige gudstjenester på andre tidspunkter. Der er for eksempel børnekirke en onsdag næsten hver måned, og der er spaghettigudstjenster et par gange hvert halvår, tilføjer sognepræsten
– Hvordan ønsker vi gudstjenesterne placeret i fremtiden, og hvordan vil vi gerne benytte de personalemæssige ressourcer, som vi har. Det vil vi gerne drøfte, og her vil vi gerne have inputs fra så mange som muligt. Uanset om man er en trænet gudstjenestedeltager, eller om man bare gerne vil være med i drøftelserne, er man velkommen til at være med, lyder det videre fra Bjarne Hougaard.
Søndag den 11. september er der ”årsmøde” i sognet, og her vil drøftelserne fylde meget. Mødet begynder med høstgudstjeneste i Emmersbæk kirke kl. 10.30, og herefter er der frokost for alle i menighedslokalerne.
Efter frokosten vil menighedsrådets formand, Erik Krage, orientere om rådets arbejde og planer, og daglig leder Heidi Thaysen vil orientere om økonomien, inden præsterne får ordet og lægger op til en drøftelse både om gudstjenesternes placering og indhold.
Allerede nu er det dog muligt at give sin mening til kende gennem et spørgeskema, der er udarbejdet forud for mødet. Skemaet kan findes på hjemmesiden Hirtshals Sogn eller i en folder, der ligger i foyeren ved kirkerne og i Hirtshals kirkecenter.
I skemaet er det også muligt at tilkendegive, om der er særlige gudstjenesteformer, der ønskes fremmet – særlig når der placeres gudstjenester på andre tidspunkter end det traditionelle tidspunkt søndag kl. 10,30.
De endelige beslutninger vil blive taget af menighedsrådet i løbet af efteråret. Menighedsrådets møder er selvfølgelig offentlige, så det er også muligt at følge med i drøftelserne ved mødet.
– Vi håber rigtig mange både unge og ældre, trænede og utrænede gudstjenestedeltagere, vil give sin mening til kende, så drøftelserne kan foregå på så bred en baggrund som muligt, slutter Bjarne Hougaard.