Badeklubben
Som måger vi flyder på vandet
og sølverstænk præger vort hår
her ligger vi sommer og vinter
ved høsttid men også ved vår
vor vægtløse tilstand gør dage
som ellers kan føles lidt tunge
så yndefuldt lette som fjeren
vi bar som uskyldige unge
Som måger vi flyder på vandet
og føler igen denne streng
som bragte os strømmen til livet
til pige såvel som til dreng
blandt bølger vi føler os trygge
som barnet i moderens mave
som voksne vi flyder som måger
på åbne og stormfulde have
Som måger vi flyder på havet
som mågerne hæse og grå
vi prøver at gribe de strømme
som hænderne dårligt kan nå
i strandkanten står vore kroppe
let rynkede nøgne og våde
vi ser på at mågerne letter
så smukke så unge så kåde
Af digter og forfatter Poul Jansen i august 2022.