”The Mental Load” er det mentale pres, der ligger bag at skulle huske sundhedsplejebesøg, madplan, at invitere til parmiddag, fødselsdagsgaven til bedstemor.
Det er både at være hende, der husker det og udfører det og bliver ramt af at det er nemmere at gøre selv, fordi partneren skal forklares for mange mellemregninger. Eller også gør han det forkert eller ikke grundigt nok.
Det er ikke mændenes skyld! Det er en samfundsstruktur og en kultur, som har skabt det. Og det er samtidig den største årsag til at kvinder i 30’erne går ned med stress…. men hvad gør vi med ”The Mental Load”? Og kan det virkelig passe, at kvinder stadig laver mere husligt end mænd? (JA siger statistikken)
Hvordan er ”The Mental Load” opstået, og hvorfor er det overhovedet et problem? Hun kan jo bare bede ham om at støvsuge, hvis hun synes, der er beskidt? Er kvinderne bare bedre til at holde hus og være familiens lim? Hvad svarer man, når argumentet altid går på, at kvinder og mænd jo heller ikke må blive for ens? Og mænd slår jo ofte græsset – så er det huslige arbejde i virkeligheden ikke ret ens fordelt? Og skal kvinderne i virkeligheden ikke bare lære at give noget mere slip og lade mændene komme til? (NEJ – det er langt mere komplekst end det).
Hvordan taler vi om det i parforholdet, uden at det bliver en skyttegravskrig eller millimeterdemokrati?
Til foredraget får du:
- En forståelse for dynamikkerne på samfundsplan
- Strategier til at tage snakken med din partner
- Konkrete værktøjer til at ændre vaner
Med både humor og stor faglighed vil de to kvinder udfolde begrebet ”The Mental Load” og give nogle bud på, hvordan man skaber mere ligestilling i en travl hverdag.
Foredraget er relevant for forældre i alle aldre.
Laura Vilsgaard kvinden bag jegermor.dk, sociolog og iværksætter. jerermor.dk er et podcastunivers og et mentorforløb til kvinder på barsel. Hun har skrevet speciale om efterfødselsreaktioner som et sociologisk fænomen og hendes podcasts om forældreskab og livsovergange er lyttet til over 200.000 gange. Laura har ikke nogen mission om at prædike ligestilling i alle hjem. Du må for hendes skyld gerne leve lige så køns-stereotypt du vil – så længe du trives med det. Det hun opfordrer til, er at børnefamilierne tager stilling til hvordan de lever og hvordan de ØNSKER at leve.
Cathrine Katzmann parterapeutens_dagbog og cathrinekatzmann.dk er terapeut og sexolog. Hun arbejder til hverdag med at hjælpe par til at finde ind til gnisten og ligeværd i parforholdet. Cathrine har arbejdet meget med ”The Mental Load” de seneste år og har onlineforløb for par, der hjælper dem med at fordele hjemmets opgaver på en mere formålstjenlig måde.
Velkommen til foredraget støttet med stor tak af Nordea-fonden.