Til fredagens morgenmøde i Hirtshals Handel & Erhverv var borgmester Søren Smalbro som sædvanlig mødt frem for at give en orientering om kommunens tilstand.
I sit indlæg undlod han ikke at kommentere på den aktuelle budgetsituation, hvor det er nødvendigt at finde besparelser i kommunens 2023-budget i niveauet 120 – 150 mio. kroner. Borgmesteren udtrykte dog en positiv forventning om, at byrådet kommer i mål med opgaven.
En aktuel stor udfordring er mangel på de ”varme hænder”. I Hjørring Kommune er der aktuelt 50 – 60 ubesatte stillinger i Hjemmeplejen, så det er en stor udfordring, man også arbejder på at løse.
På positivsiden fremhævede Søren Smalbro, at der i Hjørring starter 2 nye uddannelser op, nemlig socialrådgiveruddannelsen og en uddannelse som bioanalytiker. Det forventer man sig meget af.
Hjørring Kommune ser et stort udviklingspotentiale i Hirtshals. Ikke blot på havnen og den påtænkte udvidelse med ny indsejling, svajebassin og 1.100 meter mere kajplads. Også i byens centrum forventer man en stor udvikling. Der er et stort ønske for folk om at bo centralt og klumpe sig sammen i et fortættet miljø. En mulighed til løsning af den opgave, kan være udskiftning af ældre og utidssvarende bygninger med nybyggeri i højden.
Der er også et ønske om at knytte by og havn tættere sammen. Miljøet i Vesthavnen ændrer sig, og det kan give en stor mulighed for at udvikle eksempelvis et mere rekreativt turistmiljø på den del af havnen. Borgmesteren nævnte også tankerne om at ophæve bopælspligten i Hirtshals og så i den forbindelse muligheden for at tiltrække købestærke indbyggere til byen.
Smalbro undlod ikke at nævne den stærkt omdiskuterede planlægning af havvindmøller udenfor Hirtshals, og det sidste ord i den sag er næppe sagt. Hensynet til det kystnære fiskeri og gydepladserne samt fri og uhindret sejlads til og fra Hirtshals Havn er dog faktorer, der vejer meget, meget tungt for kommunen i processen. Givet er det imidlertid, at der fra 2030 vil være en forpligtelse for Hirtshals Havn til at kunne levere en masse strøm til anløbne fartøjer.
Hirtshals går således ubetinget en spændende og udviklingsrig fremtid i møde. I den forbindelse appellerede borgmesteren til, at både borgere og erhvervslivet i Hirtshals vil bidrage konstruktivt til processen og medvirke positivt til gennemførelse af de mange tiltag.
Man kunne måske ønske sig at Borgmesteren og det samlede byråd også lyttede til borgerne i Hirtshals – det synes ganske som den foregående Borgmester at være en mangelvare.