I Poulstrup har man to hjertestartere, der er tilgængelige døgnet rundt. Den ene sidder ved Poulstrup Autoværksted, Hovedgaden 70, mens den anden sidder udvendigt ved indgangen til Poulstrup Hallen, Poulstrup Skolevej 5.
Hjertestarterskabet ved hallen havde desværre været udsat for utilgiveligt hærværk, og et nyt hjertestarterskab koster ca. 9.000 kr. da det både skal kunne køle om sommeren og varme om vinteren, så hjertestarteren altid er i topform og klar til brug.
– Da det var en stor og uventet udgift sendte halbestyrelsen en ansøgning til TrygFonden, og vi blev rigtig glade, da vi fik positivt svar på ansøgningen. Det nye hjertestarterskab er allerede sat op og samtidig er selve hjertestarteren netop blevet tjekket og klargjort med nye stødpuder, så den er klar, hvis der bliver brug for den, fortæller Henrik Hansen.
– I Poulstrup har vi en skøn flok hjerteløbere, som altid er klar til at rykke ud med hjertestarteren, hvis der er brug for det. Tak til hjerteløberne, og tusind tak til TrygFonden for det nye flotte hjertestarterskab i Poulstrup, slutter Henrik Hansen.
Husk du altid kan finde nærmeste hjertestarter på www.hjertestarter.dk.