Af Claus Mørkbak Højrup
Venstres medlem af
Arbejds- og Uddannelsesudvalget
Hjørring Kommune
I Nordjylland har kommunerne siden 2016 kunnet agere som såkaldte Frikommuner på beskæftigelsesområdet. Vi har haft lejlighed til at deltage i 17 forsøg, og i Hjørring Kommune valgte Arbejds- og Uddannelsesudvalget enstemmigt i sin tid at deltage i fire af disse. Formålet har været at skabe grundlag for forenkling af regler på beskæftigelsesområdet, fjerne proceskrav og skabe større fleksibilitet i den kommunale indsats.
I Hjørring har vi haft mulighed for at udlade at indhente lægeattester ved sygedagpengesager, såfremt vores personale har vurderet, at det ikke ville være nødvendigt.
Desuden har vi med frikommuneforsøget kunne undlade at indhente lovpligtige lægeerklæringer ved bevilling af revalidering, og dermed give vores personale mulighed for selv at vurdere relevansen af en sådan erklæring. Pr. 1/1-2020 skal vi dog igen indhente denne lægeerklæring for nye revalideringssager, men ikke for justering, forlængelse eller ophør af en sag.
I forbindelse med behandling af sager om ressourceforløb, fleksjob og førtidspension i rehabiliteringsteam har vi også haft mulighed for at foretage konkrete vurderinger af, om der er behov for lægeerklæring eller ej.
Endvidere har vi hidtil været underlagt formkrav under lovpligtige samtaler på Jobcenter Hjørring. Med frikommuneforsøget har vi kunnet afvige fra disse krav og i stedet lave individuelt tilpassede kontaktforløb for vores borgere.
Frikommuneforsøget er nu blevet evalueret, og resultatet er blevet forelagt bl.a. Arbejds- og Uddannelsesudvalget i Hjørring Kommune.
Overordnet set viser forsøgene, at jobcentrene har forbedret, eller som minimum fastholdt, de hidtidige resultater. Desuden ser vi, at vi har langt bedre mulighed for at prioritere vores indsats mod dem, som har mest brug for hjælp og endda på en mere relevant måde. Borgerne vurderer, at de er mere tilfredse, og at der er mere mening i samarbejdet med kommunen. Denne øgede tilfredshed ses også ude ved virksomhederne, lægerne og A-kasserne. Desuden føler vores medarbejdere sig også i højere grad motiveret i det daglige arbejde, når de får mulighed for at anvende deres faglighed til en meningsfuld dialog med borgerne og virksomhederne. Og ikke mindst: Vi har sparet penge ved at indhente færre obligatoriske lægeattester. Penge, som vi kan bruge til mere meningsskabende ting.
Vi kan stadig anvende frikommunebestemmelserne frem til udgangen af 2021, mens Christiansborg tager stilling til, om forsøgene skal gøres permanente i den gældende lovgivning. I udvalget er vi 100% enige om, at vi gerne ser disse frihedsgrader i vores sagsbehandling fremover. I den forbindelse er det vigtigt at gøre Christiansborg opmærksom på vores holdning. I første omgang lader vi KKR Nordjylland (KKR) og Kommunernes Landsforening (KL) om at lede dialogen, men KKR og KL opfordrer samtidigt til, at der lokalt arbejdes for at fremme denne dagsorden.
Med dette indlæg fremsender jeg hermed, på opfordring af KKR og KL, den første appel til Christiansborg om at slippe os mere fri. Selvfølgelig skal vi som kommune have frihed til selv at vælge den bedste indsats for vores borgere. Resultaterne af forsøget taler jo for sig selv: Kommuner drives bedst, når staten blander sig mindst.