Af Rasmus Prehn
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
Socialdemokratiet
Få opgaver er mere vigtige end den personlige pleje og omsorg af vores syge, gamle og ældre. Vi skylder derfor landets sosu-hjælpere og -assistenter stor tak og anerkendelse. Deres arbejde er blandt de allermest betroede og vigtige funktioner i samfundet.
Ingen af os har lyst til, at vores gamle overlades til nogle, der ikke kan løfte opgaven og vise omsorg. De heldigvis meget få gange, hvor vi har læst, set eller hørt om ældre, gamle eller syge, der har fået en dårlig behandling, er vi blevet forskrækkede og meget dårligt til mode. Og mange tænker, det må aldrig ske for mine forældre eller bedsteforældre.
Disse følelser og disse behov skal vi tænke over, når vi omtaler landets dygtige og hårdtarbejdende SOSU-hjælpere og -assistenter. De er nemlig guld værd for det danske samfund.
Derfor skal vi også, som statsministeren sagde så rammende og rigtigt på socialdemokratiets årsmøde her sidste weekend, sikre langt mere anerkendelse af og prestige i forbindelse med landets sosu-hjælpere og -assistenter. Vi bør også kigge på løn- og ansættelsesvilkår.
En konkret ide er at betale elevløn frem for SU, mens man tager uddannelsen. Det kan forhåbentligt gøre det mere attraktivt at gå den vej. Ligesom vi skal gøre gevaldigt op med det uddannelsessnobberi, der betyder, at mange uddannelsesvejledere og forældre vejleder de unge væk fra velfærdsuddannelserne og i retning af gymnasier og lange videregående uddannelser.
Det skal være omvendt – SOSU’erne er nemlig guld for det danske samfund.