Der var ikke bare fødselsdagsfest og åbent hus, men i dén grad også fuldt hus både på parkerningspladsen og i teltet, da der i dag var markering af, at Lasse Holst har købt sig ind som partner i CB Biler ApS på Dalsagervej i Hirtshals.
Dermed blev Lasse Holst, der tidligere drev Hotel Strandlyst, den tredje af de bilglade musketerer i anpartsselskabet, hvis ejere nemlig også tæller Bårdur Joensen fra DX Auto A/S og Claus Djurhuus, som tillige er hotelchef ved Fjord Line.
Dagens højdepunkt var selvfølgelig den spændende udtrækning af en vinder af den flotte og spritnye trailer. Mens Claus Djurhuus holdt posen med de mange håbefulde deltageres svar, havde Lasse Holst æren af at trække den heldige, som blev Jesper Boesen Nielsen.
Før, under og efter lodtrækningen var der blandt meget andet fri bar med fadøl og vand i teltet samt nogle gevaldige og velsmagende grillpølser på størrelse med hegnspæle, der blev serveret af kokken Christian Christensen.
Vigtigst af alt er der naturligvis masser af flotte brugte biler udstillet og til salg.
Link til tidligere artikel
Lasse Holst er ny kompagnon hos CB Biler på Dalsagervej i Hirtshals