Toppen af Danmark har gjort meget ud af at løfte Skagen Marathon. Arrangørerne er derfor også i stand til at trække løbere til fra både nær og fjern.
Ikke færre end 21 lokale løbere fra Havstrygerne havde da også taget turen til toppen af Danmark for at gennemføre det strabadserende Skagen Marathon.
Vejrguderne havde lovet rimelig dårligt vejr, men det endte med at være, som det plejer at være i Hirtshals, forlyder det lunt fra Annika Jacobsen, som er formand i løbeklubben Havstrygerne.
– Skøn rute og flot tur i den dejligste selskab. Flotte depoter, masser af smil og opbakning på turen. Det bedste udover at gennemføre var at Havstrygerne have lavet det som en klubtur med masser af hygge før og efter løbet, noterer lokale Dorrit Holm efter løbet i Skagen.
Der var da også i år mulighed for igen at løbe gennem naturskønne områder både på marathon, halvmarathon, 10 kilometer og 5 km samt et børnemarathon, som er samme tid og rute som 5 km.
Løbefesten er faktisk vokset år for år, siden den første udgave af Skagen Marathon fandt sted med 1000 deltagere i 2010. I år var 2451 løbere tilmeldt, hvilket ikke var nok til en ny deltagerrekord, noterer TV2 Nord.
– Det er næsten rekord. Vi var lidt højere før coronapandemien, og vi er ved at komme tilbage igen. Det er vi stolte over, siger René Zeeberg, der er turistdirektør ved organisationen Toppen af Danmark.
Foto: Annika Jacobsen og Karl Erik Kiel Riisager.
.