Af Mads Nygaard
Forfatter
Engang for mange år siden kørte jeg en tur med min far. Vi skulle til Hirtshals. Ved Rajen stod en gammel mand i vejkanten og vinkede med sin stok. Far holdt ind. Manden med stokken steg ombord. Der faldt ikke nogen ord. I tavshed kørte vi ned på havnen. Her steg manden ud. Gennem bagruden så jeg, hvordan manden lod stokken vise vej. Tap tap tap. Forude lå en vejrbidt jolle.
”Hvem var det?” spurgte jeg.
”Det var Knud,” sagde far. ”Han er fisker. Øjnene vil ikke længere, som han kunne ønske sig. Men han er stadig fisker.”
”Så han er færdig med at fange noget?”
”Ja, det er han,” sagde far. ”Men han er stadig fisker.”
Dengang forstod jeg det ikke. Oplevelsen blev imidlertid siddende. I 2006 skrev jeg om Knud. I romanen Kravl. Jeg kaldte ham Slukøjet. Den blinde fisker, der ikke tabte ønsket om at fange horisonten, selv om den havde gemt sig for stedse. Her indrammede Knud den ukuelighed, som jeg mere end noget andet tilskriver befolkningen i Hirtshals. Beethoven holdt jo heller ikke op med at komponere musik, selv om han blev døv.
I dag læste jeg mit stykke om Knud højt for en flok unge mennesker på Hjørring Bibliotek. Skriveværksted. To timer senere stod jeg i Bjergby Brugs. Her fortalte min gamle udlejer, at Knud lige er død. På ældrecenteret Vikingebanke i Hirtshals. 92 år gammel.
I vinteren 2022 kommer de to ukuelige, Knud og min far, imidlertid til at køre endnu en tur sammen. Her udkommer Kravl i USA. Nogle karakterer i Vendsyssel er så stærke, at de snildt krydser Atlanterhavet og lever videre.
Uimodståeligt mindeværdige!
