Inden fredag aftens jubilæumsfest på CKU Vendsyssel havde Sind Hjørring også fejret 30 års fødselsdag i Metropol Shopping Center, hvor der i samarbejde med Kvickly Hjørring var dækket kagebord.
For børnene var der ansigtsmaling ved Liv og skøn musik med Henrik Mølbjerg. Mange kiggede forbi og fik også en god snak med frivillige fra Sind Hjørring. Foreningen vil gerne have kontakt til flere borgere og medlemmer i Hjørring Kommune.
SIND Hjørring er for alle i kommunen, og det er overordnet mål at hæve menneskers selvværd, livskvalitet og livsglæde. SIND arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende.
Fødselsdags-arrangementerne fortsætter søndag den 9. oktober klokken 19-21, hvor Matilde Falch i en musikalsk fortællekoncert deler ud af personlige erfaringer om et liv i misbrug og mødet med psykiatrien. Det handler heldigvis også om at komme om på den anden side gennem musik og ord.
Det er gratis, uden tilmelding og foregår i Forsamlingsbygningens store sal, Østergade 9 i Hjørring.
Mandag den 10. oktober klokken 09.30 – på den landsdækkende Sindets Dag – kan alle være med til at cykle eller gå sig i godt humør. Motion er nemlig godt også for sindet. Dagens arrangement begynder og slutter med frugt og brød ved Hallen Park Vendia i Hjørring.
Torsdag den 13. oktober klokken 19 – 21 slutter fødselsdags-fejringen hos Sind Hjørring med et foredrag med Carsten Sommer, der fortæller om ” Hvordan får vi overskud, selvværd og glæde hos voksne og børn. Det vil opfinderen af ”Mentaltræning for børn”, Carsten Sommerskov, give nogle meget kvalificerede bud på.
Det foregår også i Forsamlingsbygningens store sal, Østergade 9 i Hjørring, og det er gratis og uden tilmelding.
Foto: Palle W. Nielsen.