Mange undrede sig sikkert over, at der lørdag kl. 12.00 pludselig kravlede mange individer rundt i områdets lysmaster. Og nej, der var ikke tale om undvegne primater, men nogle politisk engagerede personer, som med stor entusiasme var i færd med at hænge valgplakater op for kandidaterne til Folketingsvalget, den 1. november.
I Hirtshals havde den lokale konservative kandidat Mette Jensen engageret sig med sin familie og store netværk af venner og bekendte til morgenkaffe og en lille skarp, inden plakatophængningen gik i gang præcis kl.12.00. Også gemalen Karl Aage måtte kravle en tur op i lygtepælen i fruens tjeneste.
I Tornby gik den lokale Venstre-formand, vicerektor Lars Høgh benhårdt efter at erobre de bedste lygtepæle til at hænge plakaterne af Hjørring-kredsens Venstrekandidat Anne Honoré Østergaard op. Godt suppleret af fru Judith kæmpede parret sig frem fra pæl til pæl. Det ægteskabelige samarbejde blev dog sat på prøve i en indgående diskussion om den korrekte montering af strips!
Mere fredeligt gik det for sig, da Martin Lysdal og fruen monterede deres valgplakater i Tornby af den Radikale kandidat, tidligere minister Christian Friis Bach. Parret havde nemlig valgt den strategi, at de arbejdede med ophængningen hver for sig.
Der er mange holdninger til skønheden og æstetikken af den skov af skilte, der frem til valget vil hænge trindt om land, men under alle omstændigheder vil den hurtigt falme efter 1. november, når valget er overstået.