Litografi er en klassisk kunstnerisk udtryksform, hvor teknikken består i en trykplade i form af af en særlig kalkstenstype i plansleben og forarbejdet form. Derfor bør teknikken vel retteligen kaldes stentryk, hvilket færingerne er bevidste om, når de benævner det steinprent.
Denne skiftevis solbeskinnede og regntunge søndag indviede Jan Andersson i selskab med kunstner Fríða Matras Brekku ved en godt besøgt fernisering hos Kunst på Fyret da også en udstilling af lige præcis et overflødighedshorn af litografiske værker fra det hæderkronede Steinprent i Tórshavn på Færøerne.
Åbningen af udstillingen fandt som altid sted i Madpakkehuset, hvor alle blev budt velkommen af Henny Nielsen, som er formand for Kunst på Fyret. Formanden leverede indledningsvis en præsentation af udstillingsstedet og gav dernæst ordet til Jan Andersson, som af mange vil være kendt som tidligere leder af Grafisk Værksted i Hjørring.
Jan Andersson takkede for invitationen til at udstille værker fra Steinprent, der som allerede antydet er det førende grafiske værksted for litografi på Færøerne. Dernæst leverede han en kort præsentation af den litografiske metode og udstillingen, som dernæst blev erklæret åben.
De otte spændende færøske kunstnere, der sammen med litografen står bag de i udtryk vidt favnende værker, er Tróndur Patursson, nævnte Fríða Matras Brekku, Torbjørn Olsen, Marius Olsen, Tóroddur Poulsen, Hansina Iversen, Hanni Bjartalið og Bárður Jákupsson.
Langt fra alle tryk er med i serien af billeder ovenfor, da fotografering ganske enkelt ikke yder kunstværkerne den fornødne retfærdighed, men anstændigvis bør ses og opleves i de fine rum.
Henny Nielsen kvitterede med et par flasker god vin, som Jan Andersson lovede at ville nyde sammen med Fríða Matras Brekku.
Udstillingen er åben fra den 16. til den 21. oktober hver dag mellem kl. 13 og 17 ved Hirtshals Fyr.
Foto: Niels Skipper.
Link til tidligere artikel
Jan Andersson åbner udstilling med stentryk af færøske kunstnere på Hirtshals Fyr


