Det lakoniske og kategoriske imperativ i underrubrikken skyldes kort og godt, at jeg ikke mindes nogensinde at have læst en bog, der som Mordet ved Tjernobyl uafvidende er skrevet lige ind i en igangværende konflikt, som her er den aktuelle krig, der udspiller sig på grund af Ruslands brutale overfald på Ukraine.
Ganske vist startede byrådspolitiker og forfatter Claus Mørkbak Højrups arbejde med den højspændte og potente psykologiske krimithriller nemlig i 2015, da ingen kunne forudse, hvilken vej de storpolitiske vinde ville blæse endsige den allerede dengang højspændte og ulmende konflikt ville ende i det østlige Ukraine.
Ikke desto mindre er bogen altså endt med både at levere et troværdigt bagtæppe af historiske facts og et billede af situationen i Sovjetunionen årtier før og i tiden omkring samt efter ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl og nok så interessant de totalitære og ideologiske forudsætninger for den nuværende krig i Ukraine.

Romanens plot med forsøget på at opklare en ubegribeligt brutal massemorders hærgen igennem årtier danner i flere tidsmæssige spor det uhyggelige drive, der lader forfatteren tegne et bagtæppe med en korrumperet sovjetisk stat og et undertrykt civilsamfund, som lige præcis bidrager til at gøre romanen så vedkommende.
Den sovjetiske stats repræsentanter nægter i romanen at bruge betegnelsen massemorder, akkurat som de indledningsvis ignorerer og konsekvent benægter fakta omkring ulykken ved Tjernobyl. Plottet bliver på den måde en tankevækkende og øjenåbnende blanding af alt det bedste fra så vidt forskellige forfattere som Leif Davidsen og Jo Nesbø.
Det storpolitiske aspekt kunne være udtænkt og udfoldet af førstnævnte, mens brutaliteten i mordene kunne være inspireret af den norske succesforfatters hårrejsende uhygge. Læs derfor den bog og hold fremover godt øje med Claus Mørkbak Højrup. Vel at mærke ikke af hensyn til hans gøren og laden som byrod i Hjørring Kommune.
Desto mere til gengæld på grund af byrodens lovende forfatterskab, som blev skudt så overbevisende i gang allerede med Mordet ved Dybbøl. Man bliver nemlig med begge bøger både ekstremt godt underholdt og ikke mindst altså også klogere både på historien og samtidens nu ulykkeligvis voldsomme konflikter.
Fakta om forfatteren: Født 1972. Uddannet officer og økonom. Bosat med familien i Hjørring, hvor han er medlem af byrådet for Venstre.
Link til tidligere artikel
https://arkiv.flaskeposten.nu/signering-med-stil-hos-bog-ide/


