En lang række af opgaverne i ældreplejen er blevet mere komplekse og kræver helt særlige kompetencer. Det er opgaver, som kun kan og må udføres af uddannet personale.
I årene fra 2017 til 2022 er andelen af ufaglærte i ældreplejen steget fra 10,2 pct. til 20,3 pct. i Region Nordjylland. Det viser en ny analyse, FOA har udarbejdet på baggrund af tal fra Kommunernes- og Regionernes Løndatakontor.
Rebild Kommune er den kommune i Region Nordjylland, der har den største andel af ufaglærte medarbejdere i ældreplejen. Kommunen er gået fra at have ca. 16 procent i 2017, hvilket er næsten det samme niveau som Hjørrings nuværende, til at have ca. 32 pct. i 2022. Rebild tegner sig dermed også for den største stigning i regionen. Den laveste andel i regionen finder man i Aalborg Kommune, hvor ca. 15 pct. af medarbejderne i ældreplejen er ufaglærte.
Den stigende andel af ufaglærte er et udtryk for den meget udtalte rekrutteringsudfordring på ældreområdet, hvor personalet er under et meget stort pres, mener Mona Striib, forbundsformand i FOA.
”Dem, der tror, at et stærkt omsorgsgen er nok til at varetage et job som social- og sundhedsassistent eller -hjælper, mangler en helt basal forståelse for ældreplejen. Rigtig mange opgaver kræver kompetencer, som man skal være uddannet for at have. De opgaver bliver der færre medarbejdere om at løse, når andelen af ufaglærte stiger,” siger hun.
I Vesthimmerland Kommune er andelen af ufaglærte steget med 7 pct-point fra 2017-2022, og kommunen tegner sig dermed for den laveste stigning i regionen.
På landsplan er andelen af ufaglærte steget fra ca. 13 pct. i 2017 til ca. 25 pct. i 2022, og stigningen kan overordnet ses som et symptom på de rekrutteringsudfordringer, der igennem en årrække har været på social- og sundhedsområdet. For når der ikke er fx social- og sundhedsassistenter at ansætte, kan den mindst dårlige løsning være at ansætte én med færre kompetencer, fx en ufaglært.
”Problemet er på ingen måde nyt, og jeg har ikke tal for, hvor mange gange FOA har forsøgt at råbe politikerne op om rekrutteringsudfordringerne på social- og sundhedsområdet. Nu er der valgkamp, og så tales der om problemet, men så forventer jeg også, at den kommende regering – rød, blå eller lilla – ganske hurtigt får sat gang i langsigtede løsninger. Gode løn- og arbejdsvilkår er en del af svaret på, hvordan vi får flere til at søge mod social- og sundhedsfagene, og at vi får flere til at blive,” siger Mona Striib, der dog anerkender, at ufaglærte løfter en væsentlig del af opgaven i ældreplejen.
Analysen tager udgangspunkt i antallet af kommunalt ansatte social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere samt ikke-uddannede på social- og sundhedsoverenskomsten i henholdsvis 2017 og 2022.