Af Jakob Axel Nielsen
Forhenværende sundhedsminister
Folketingskandidat
Det Konservative Folkeparti
Forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen har som bekendt lavet sit eget parti, efter at Venstre ikke ville have ham som formand længere. Hans nye parti har gjort det til sin mærkesag at samarbejde hen over midten. Noget, der måske taler ind i folkestemningen hos de vælgere, som ikke kan lide politiske skærmydsler og bare gerne vil have landet regeret uden store kampe fløjene imellem.
Men ser vi på Christiansborgs dagligdag lige nu, så er den allerede fyldt med aftaler på tværs af den berømte midte. Masser af aftaler bliver landet i ro og fred i udvalgslokalerne og i Folketingssalen. Det nye ved Moderaternes og Mette Frederiksens valgudmeldinger om samarbejde er, at partier på hver sin side af midten skal være i regering sammen. De ved begge godt, at det er urealistisk, men at det taler ind i tiden. For statsministerens vedkommende er det også en god måde at tackle hendes lidt kedelige image som magtfuldkommen, for hvordan kan man da være det, når man er åben over for samarbejde?
Jeg er sikker på, at ingen af dem reelt tror på det, for de ved godt, at de spændinger, der går forud mellem partierne, inden et forlig lander, vil være ødelæggende internt i en regering. Hvad angår Lars Løkke, som jeg selv har samarbejdet med i regering og haft som chef, så er han dygtig. Meget visionær og veltalende, men virker bedst i kaos, for der er han den bedste til at stå fast. Men tingene behøver ikke at være kaos, men de kan ende der, hvis vi ikke får klare svar.
Lige nu kan man ikke få en melding fra Moderaterne om, hvorvidt de støtter en blå eller rød regering. Jeg er sikker på, at mange af de vælgere, der er fascinerede af Lars Løkkes veltalenhed, kommer fra partier, hvor man er godt og grundig træt af den magtfuldkommenhed og prioritering af tempo og kommunikation frem for kvalitet og lytten til gode råd, som regeringen praktiserer. De vil blive slemt skuffede, hvis deres stemme endte med, at den statsminister, de tager afstand fra, satte sig i statsministeriet igen.
Hvis man som vælger gerne vil have ny en statsminister, så skal man grundigt tænke sig om, for Lars Løkkes politiske projekt savner mening (udover at sikre ham selv), hvis ikke han forbeholder sig retten til at pege både til rød og blå side. Derfor er en stemme på Lars Løkke – mangeårig blå minister og statsminister – måske også en stemme på en rød regering
Jakob Axel Nielsen bestemmer ikke, hvor Løkke skal stå. Der er vel intet i vejen for, man har den holdning, at man vil gøre sig attraktiv – netop på en moderat måde.
Kontrasten er vel Jakob Axel Nielsens egne ekstremister.
På en ligefrem måde kan vel sige, at Løkkes lig i laten er pænere end Papes. Pape har intet at have noget i. De konservative har en periode fået mange tilhængere efter udelukkelsesmetoden.
Det er vel sådan det er.
I en urolig tid som nu, så er det attraktive valg for mange ikke, at stemme på folk, der kun kan svinge med ørerne eller andre legemsdele. .