Efter sidste weekends forsmædelige nederlag til lokalrivalerne fra Hirtshals skulle fodboldspillerne fra Tornby forsøge at revanchere sig i lørdagens serie 3 kamp mod Tårs/Ugilt og sikre sig endegyldig oprykning til serie 2.
Det var et helt anderledes tændt og motiveret Tornby-hold, der løb ind på et velbesøgt Tornby Stadion denne lørdag eftermiddag. Straks fra kampens start satte Tornby sig totalt på kampen og den ene flotte angreb efter det andet bølgede ned mod Tårs-målmanden.
Efter et par store afbrændere indledningsvis lykkedes det Emil ”Lyn Andersen at score til 1-0 på hovedstød i kampens 15. minut. Tornby-spillerne fastholdt presset mod Tårs i resten af halvlegen og inden pausen havde Peter Steen Jensen og Kasper Nielsen scoret yderlig til pausestillingen 3-0.
I 2. halvleg fortsatte Tornby det flotte spil, og med yderlig 2 scoringer af Peter Steen Jensen og 1 af Nicolaj Lund fik Tornby bragt sig foran med hele 6-0. I de sidste minutter af kampen gik der lidt hæl-og-tå i spillet og trods kæmpestore Tornby-chancer blev der ikke scoret yderlig.
Efter kampen kunne holdet lade champagnen flyde på Tornby Stadion som et resultat af en virkelig flot sæson og oprykning til serie 2.
NordsøpPosten ønsker holdet stort tillykke og ser frem til at følge holdet næste sæson.