Tversted, Tornby, Hirtshals, Lønstrup, Løkken, Blokhus, Skagen, Aalbæk, Bratten, Sæby, Lyngså Læsø, Rødhus og Slettestrand – kort sagt naturen langs Jyllands vestkyst og østkyst. Men også Fårup Sommerland og andre forlystelser, festivaler, koncerter og museer.
Alt sammen tiltrækker de så mange danske og udenlandske turister til Nordjylland og det øvrige Danmark, at der er behov flere overnatningsmuligheder i Nordjylland, hvis vores landsdel skal udbygge den succes, der er skabt gennem de seneste år.
Derfor skal sommerhusejere, der lejer deres sommerhus ud fremover have et forhøjet skattefradrag på 60.000 kroner om året. Det foreslår Venstre og Venstres nordjyske folketingsmedlem, Maja Torp, der er medlem af Folketingets erhvervsudvalg og landdistrikts- og ø-udvalg.
– Turisterne kommer til Nordjylland mere end nogensinde før. Længere end nogensinde før. Og på tidspunkter, hvor man tidligere foretrak en ferie udenlands. Det skal Nordjylland være stolte af! Men vi skal også udvikle vores tilbud til turisterne. For vi skal bygge videre på den succes, vi har skabt sammen, siger hun.
– Faktisk er der perioder, hvor der ikke er sommerhuse nok til de turister, der gerne vil holde sommerhusferie i Nordjylland. Så derfor foreslår Venstre og jeg, at sommerhusejere, der endnu ikke lejer deres sommerhus ud, kan gøre det med sikkerhed for, at de første 60.000 kroner, de tjener på at leje deres sommerhus ud er helt skattefrie, uddyber Maja Torp.
![Nordjysk turismesucces skal fortsætte med 60.000 kroner skattefrit 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2022/10/Maja_Torp_722x493.jpg)
– Vi skal have endnu flere turister til at gæste og opleve Nordjylland i fremtiden. Og komme gennem hele året – for Nordjylland har noget at byde på hele året. Som vores forlystelser, vores destinationsselskaber, museer og kulturinstitutioner, vores idrætsorganisationer og mange, mange virksomheder viser igen i efterårsferien og ugerne frem mod jul, tilføjer Maja Torp.
Det skal bidrage til at der kommer flere – og at der er mere liv og aktivitet i lokalsamfund langs de nordjyske kyster.
– Især lokalsamfund langs de nordjyske kyster, hvor det tidligere var sædvanligt, at mange butikker og aktiviteter lukkede ned, når sommerens højsæson er ovre, kan nu holde åbent hele året – eller længere om året. Fordi det kan betale sig. Fordi der er kunder i butikkerne. Kunder der vil betjenes, mens de nyder en ferie i Nordjylland.
– Det skal vi have mere af. For det giver ikke bare indtjening til butikker, restauranter, foreninger og kulturliv i lokalsamfund i kyst-Danmark. Det giver også job og skatteindtægter og dermed finansiering til at udvikle og forbedre den nære kernevelfærd, som vi gerne vil tilbyde indbyggerne i hele Nordjylland, slutter Maja Torp.
Der kommer ikke flere turister hvis der er kystnære havvindmøller