Blomstersproget
Der ligger hundred blomster
på kistens hvide låg
som alle sammen taler
et kønt poetisk sprog
små sætninger de danner
om minder ofte gemt
i sindets dybe gange
og derpå hurtigt glemt
Nu vækkes de til live
endskønt du selv går bort
den tid vi havde sammen
var smuk men alt for kort
vi plukkede de blomster
som sidenhen vi bandt
nu vender de tilbage
fra hvor de før forsvandt
Jeg takker for den rose
du satte i mit hår
for alle livets blomster
der visner og forgår
jeg takker for den sidste
en sød forglemmigej
den gemmer jeg i hjertet
et minde helt for sig
Her på din sidste rejse
jeg ønsker dig god vind
og takker for det venskab
du satte i mit sind
indtil den dag den kommer
hvor jeg skal følge dig
da vil du altid være
den bedre del af mig
Af digter og forfatter Poul Jansen i oktober 2022.