Efter sidste lørdags opgør i Futsal Ligaen imod Skive oplevede flere symptomer hos Hjørring Futsal Klub. Onsdag kom den første positive test.
Hjørring Futsal Klubs spillere, trænere og medrejsende tilskuere blev straks sendt i selvisolation. Sidenhen kom flere positive test til, og det var det samme billede, der tegnede sig hos modstanderholdet fra Skive Futsal Club.
– Vi har i den seneste uge haft uhyre travlt, hvor vi i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen og Skive Futsal Club har været i gang med smitteopsporing. Denne har været hurtig og effektiv, og selvom vi er hårdt ramt internt, har den hurtige smitteopsporing gjort, at der er en meget lav procent, at de nærekontakter, der er blevet smittet, lyder det fra Hjørring Futsal Klub.
– Vi har i Hjørring Futsal Klub fulgt alle retningslinjer og anbefalinger og har i år indført mundbind ved udebaneture, afskaffet fælles drikkedunke og generelt haft et stort fokus på hvordan vi omgås hinanden.
Denne episode er dog et tydeligt tegn på, at selvom alle corona-restriktionerne og anbefalinger bliver efterlevet, kan uheldet stadig være ude. Forebyggelsen af en virus, der kan sprede sig så hurtigt, afhænger især af, hvordan vi hver især agerer og opfører os blandt i hinanden, uddybes det hos klubben.
Det kommende opgør i mod Lystrup Futsal på søndag, der var valgt til Ugens TV-Kamp på Sport LIVE, er ligeledes udsat for at sikre, at alle ramte er raske, før de spiller igen. Det betyder, at det næste opgør for Hjørring Futsal Klub er søndag d. 27. december, når de på hjemmebane tager imod oprykkerne fra Broager UI.
Foto: Arkiv.