27 dages opslidende valgkamp er ovre om få timer. Men kampen om vælgernes stemmer er langt fra kun blevet udkæmpet på gader og stræder, skriver TV2 Nord.
På sociale medier har folketingskandidaterne kæmpet indædt om vælgernes gunst. Med videoer, livesendinger og lange opslag har de forsøgt at overbevise følgerne om, at de fortjener deres kryds.
Men folketingskandidaterne har også brugt millioner af kroner på at få deres Facebook-opslag spredt ud til danskerne. Med såkaldte ’sponsorerede opslag’ kan politikerne nemlig få deres indhold ind i dit Facebook-feed, selvom du ikke følger dem.
Mette F. indtager førstepladsen
Dén nordjyske politiker, der har smidt flest penge i techgiganten Facebook, er ikke overraskende Mette Frederiksen (S). Hun – eller rettere Socialdemokratiets partikasse – har brugt næsten en kvart million kroner i valgkampen på at sprede hendes videoer og opslag.
Den anden nordjyske partileder, Inger Støjberg, indtager andenpladsen med godt 100.000 kroner, mens erhvervsminister Simon Kollerup (S) og den konservative kandidat Mia Tang indtager de følgende pladser.
På landsplan har politikerne og partierne brugt over fem millioner på at sprede deres Facebook-opslag. Det er næsten dobbelt så meget som i 2019.
Om Facebook-offensiven indløser et mandat, finder vi først ud af i morgen, når de personlige stemmer er talt op.
SÅ MEGET HAR DE BRUGT
Liste over de 15 nordjyske folketingskandidater, der har brugt mest på Facebook de seneste 30 dage:
- Mette Frederiksen (S): 230.537 kr.
- Inger Støjberg (DD): 101.684 kr.
- Simon Kollerup (S): 63.148 kr.
- Mia Tang (K): 60.253 kr.
- Sólbjørg Jakobsen (LA): 52.513 kr.
- Mikkel Højsleth (K): 45.058 kr.
- Marie Bjerre (V): 39.721 kr.
- Jakob Axel Nielsen (K): 37.588 kr.
- Anne Honoré Østergaard (V): 37.319 kr.
- Kim Edberg Andersen (NB): 32.317 kr.
- Christian Friis Bach (RV): 27.800 kr.
- Nana Harring (DF): 23.052 kr.
- Torsten Schack Pedersen (V): 18.826 kr.
- Melinda Andersen (SF): 18.813 kr.
- Jens-Henrik Kirk (K): 17.901 kr.
Kilde: Facebooks Ad Library.