Børnene på Tornby Skole mødte fredag ind til en noget anderledes skoledag. I et samarbejde med ITD ( Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport), vognmand Per Ørum Jensen og Politiet var der arrangeret en stor trafikøvelse på skolen med primær fokus på højresvingsulykker.
Indledningsvis gav Per Ørum Jensen de mange interesserede børn en grundig orientering om de udfordringer man som lastvognschauffør har med at se specielt cyklister ved højresving, og han gav børnene gode råd om, hvordan de selv som cyklister skal forholde sig i et højresving. Det bedste råd er iflg. Per Ørum Jensen, at man holder sig bag lastbilen, indtil den har foretaget sit højresving.
Efterfølgende fik de mange børn mulighed for at kravle op i førerhuset på de tre lastbiler, der til lejligheden var stillet til rådighed af Per Ørum Jensen og Vendelbo Spedition. Her kunne børnene ved selvsyn konstatere de blinde vinkler, der nemt opstår ved højresving og hvor svært der er at se cyklister fra chaufførens høje placering i en lastbils førerhus.
Politiassistenten Michael var til øvelsen mødt frem med sin patruljevogn. Skolebørnene fik også mulighed for at sidde i hans bil og afprøve både udrykningslys og sirene, hvilket var særdeles populært.
Alt i alt et fantastisk godt og populært initiativ, hvor de engagerede børn havde virkelig svært ved at løsrive sig bagefter.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.