Eventen henvender sig både til private, som gerne vil have en frisk motionsoplevelse i naturen – men bestemt også til virksomheder, som gerne vil forkæle deres ansatte med en sjov fælles oplevelse.
– Vi har nu valgt at udbyde en lille ny udendørs vinteraktivitet, som vi vil arrangere nogle gange i de kommende måneder, fortæller Lars Hansen fra The Sky is Blue.
– Et to-timers arrangement med fire elementer: 45 minutters speed-vandring ved strand/klit, en tur i havet, en tur i saunabåd og så selvfølgelig tilbud om en bette bjesk. Det hele afvikles på ca. 2 timer, tilføjer Mads Halle Bruun fra Surf & Natur.
– Det har nok ligget lidt i kortene, at vi skulle i gang med forskellige natur- og motionsprojekter sammen. Vi er begge iværksættere, har mange idéer og er ikke bange for at prøve noget nyt, supplerer Lars Hansen.
Det er planlagt at afvikle events for private følgende dage: 26. november, 11. december, 17. december, 8. januar og 21. januar. Alle dage med start kl. 9.00 med start ved Surf og Natur, Husmoderstranden.
Tilmelding sker ved at sende en mail til: info@theskyisblue.dk og prisen er 195 kr.
Virksomheder som gerne vil booke et arrangement på en ønsket dato og tidspunkt skriver ligeledes til ovennævnte adresse.
– Vi glæder os til samarbejdet og håber, at der er interesse for vores idé, som vi tester på en udvalgt gruppe i næste uge, slutter Mads og Lars.