WWF Verdensnaturfonden og kunstnerkollektivet SUPERFLEX går sammen om visionen ’Superrev’, der vil genoprette minimum 55 kvadratkilometer rev, som på blot et århundrede er ødelagt i de danske have. Superrev skal skabe levesteder for fisk i havet og kunstinstallationer til glæde for os mennesker over vandet.
Partnerskabet mellem WWF Verdensnaturfonden og SUPERFLEX kombinerer naturgenopretning og kunst for på den måde at bygge bro mellem livet over og under havets overflade.
”Når vi placerer kunst på revene, er det for at invitere folk ind i den verden af liv, der findes i havet. De fleste af os oplever aldrig livet under overfladen. Hvis vi skal forstå, hvad der sker i havet, er vi derfor nødt til at bringe havet til os mennesker – og det kan kunsten gøre,” siger Rasmus Rosengren Nielsen, medstifter af SUPERFLEX.
Kunsten, der indgår i de kystnære rev, skal med andre ord skabe opmærksomhed om tilstanden i de danske farvande og bringe os mennesker tættere på havets natur – både fysisk og mentalt.
”Superrev er en helt ny måde at tænke naturgenopretning på. Kunsten skal skabe bevidsthed om naturen i havet, mens vi samtidig laver konkrete indsatser for at beskytte og genoprette havnaturen. Vi vil minde danskerne om alt det liv, der findes i havet: Det, vi har mistet, og det, vi stadig har, men som vi skal passe meget bedre på,” siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Bo Øksnebjerg.
Superrev giver tilbage til naturen
Helt frem til 1990’erne er stenrev blevet fjernet fra havet i stor stil for at blive brugt som byggematerialer til eksempelvis moler og havne. Mange dyre- og plantearter lever på og omkring revene, så i takt med at de er forsvundet, er biodiversiteten i de danske farvande faldet markant. For når revene forsvinder, forsvinder også levesteder for mange arter af fisk og andet liv under havets overflade.
Havbunden bliver med andre ord efterladt som en tom og gold ørken, og det forværrer havnaturen, der i forvejen er presset i bund:
Syv ud af otte af Danmarks mest bevaringsværdige naturtyper til havs har det rigtig dårligt. Arter som ålen og torsken er henholdsvis kritisk truet og truet, og mængden af ålegræsenge er kraftigt reduceret.
Alt det skal de nye såkaldte superrev være med til at ændre på.
”Desværre har havets natur en tendens til at gå i glemslen, fordi den gemmer sig under overfladen. Men havnaturen er lige så vigtig og har mindst lige så trænge kår som den natur, vi har på landjorden,” siger Bo Øksnebjerg og fortsætter:
”Superrev giver noget af alt det, vi har taget fra naturen, tilbage til vores marine økosystemer.”
Revene placeres nær ved de danske kyster, hvor de skaber grobund for bedre biodiversitet. Rev udgør nemlig hele små landsbyer for livet under havoverfladen, hvor fisk kan yngle, muslinger hæfte sig til dem, og ålegræs kan vokse i læ af dem. Arter som eksempelvis torsk, kritisk truet ål, nøgensnegl og blåstak kan få gavn af revene.
Et bæredygtigt og inkluderende partnerskab
Visionen med partnerskabet mellem WWF Verdensnaturfonden og SUPERFLEX om at genoprette minimum 55 kvadratkilometer tabt dansk rev skal ske i samarbejde med kommuner, virksomheder, fonde og lokalsamfund, der vil give havnaturen i netop deres område en håndsrækning.
Kombinationen af naturgenopretning, kunst og arkitektur skal derfor inkludere både forskere, havbiologer, politiske beslutningstagere og lokalbefolkning for at skabe langsigtede og bæredygtige indsatser omkring superrevene på alle parametre. Udformningen af superrevene vil derfor også variere efter det område, hvor de placeres.
Partnerskabet mellem WWF Verdensnaturfonden og SUPERFLEX og visionen om Superrev blev offentliggjort lørdag 5. november til uddelingen af Kronprinsparrets Kulturpris, som kunstnerkollektivet blev tildelt sidste år. Her begrundende kronprinsen blandt andet prisen med, at SUPERFLEX gennem kunsten sætter vigtige emner som bæredygtighed, andre arters liv og klimaudfordringer til debat både her i landet og internationalt.
Om partnerskabet:
- WWF Verdensnaturfonden og SUPERFLEX kombinerer naturgenopretning, kunst og arkitektur i et nyt og innovativt partnerskab kaldet Superrev, der binder livet i havet og på landjorden sammen.
- Partnerskabet bygger på en vision om at genoprette minimum 55 kvadratkilometer tabt rev i de danske farvande i samarbejde med de lokalsamfund, hvor revene placeres.
- Partnerskabet og den konkrete placering samt finansiering af Superrev skal udvikles ved inddragelse af lokale interessenter, virksomheder, fonde og forskere.
- Rev er afgørende for biodiversiteten og sundheden i havet. De kan øge mængden af fisk, tang og ålegræs. Tangskove og ålegræs er levested for mange arter og kan medvirke til et øget optag af næringsstoffer og ilt, hvilket forbedrer vandkvaliteten. Samtidig kan ålegræs fjerne CO2 fra atmosfæren mere effektivt en skove på land. Rev er med andre ord afgørende allierede i kampen for at skabe sunde havet.
- Livet i havet har brug for variation og kompleksitet. Derfor vil superrevene søge at blande forskellige strukturer og materialer, så de bedst muligt passer til netop arterne på det sted, hvor de bliver opført.
Om WWF Verdensnaturfonden:
WWF Verdensnaturfonden arbejder for at beskytte og genoprette naturen til lands og til havs. Foruden partnerskabet med SUPERFLEX arbejder WWF Verdensnaturfonden blandt andet sammen med energikoncernen Ørsted om at genoprette havnaturen med 3D-printede rev i Anholt Havmøllepark. Desuden har WWF Verdensnaturfonden i samarbejde med By & Havn sat verdensrekord i biohuts – også kaldet fiskebørnehaver – i Københavns Havn.
Læs mere om, hvordan WWF Verdensnaturfonden arbejder for at beskytte og genoprette de danske have her.
Om Superflex:
SUPERFLEX blev grundlagt i 1993 af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Rosengren Nielsen. Født ud af idéen om et udvidet kollektiv har SUPERFLEX konsekvent arbejdet med en bred vifte af samarbejdspartnere. SUPERFLEX har været en del af store projekter i det offentlige rum, siden det prisvindende Superkilen åbnede i 2011. Kunstnerkollektivet har i flere år arbejdet med kunst på og i havet, blandt andet i Københavns Havn.