Det er tirsdag aften i Tårs, og det betyder sodavand, kage og garagehygge, skriver TV2 Nord.
For nogle få måneder siden, var byens hovedgade domineret af knallerter, scootere, larm og ballade – i hvert fald hvis man spørger nogle af naboerne til gaden – men det er nu erstattet af de ugentlig garagearrangementer på tirsdage.
– Vi kom jo gerne sådan en flok på otte til 10 stykker en gang i mellem og lå og kørte lidt rundt, og det var der så nogle, der blev trætte af, og det kan jeg også godt forstå, siger Christian Nielsen, der er en af byens scooterejere.
Politiet involveret
Larmen fra knallerterne og den vilde kørsel, som tidligere stod på, blev for meget for borgerne i Tårs, og det skabte flere konfrontationer mellem de unge drenge og resten af byen.
Det har hjulpet gevaldigt her i byen, det har det. Claus Holm, indbygger i Tårs.
Både politi og kommune var involveret og lavede kontroller og kom på hjemmebesøg hos nogle af drengenes forældre.
For at forsøge at finde en løsning samlede lokale Chris Thomsen drengene for at høre, hvad der skulle til for igen at få ro på.
– De kedede sig, og de havde ikke noget sted, de kunne mødes, når de var 10-15 stykker samlet. De ville egentlig bare gerne kunne samles, siger Chris Thomsen.
Ud af snakken kom løsningen, at drengene hver tirsdag kan samles om deres hobby, de to hjulede køretøjer, i en af deres forældres garager, og så bliver der serveret sodavand og kage.
– Jeg synes, det er bedre, end det vi gjorde før, hvor vi irriterede folk. Folk løb efter os og truede os, og der var sure opstød på Facebook-opslag, siger en af de scooter-glade drenge og denne tirsdags vært, Jesper Søndelev.
Succes – indtil videre
En af dem, der tidligere hørte lidt for meget til drengene og deres køretøjer, er Claus Holm, som bor i Tårs. Han er meget tilfreds med tirsdagsarrangementerne, og han kan tydeligt høre en forskel.
– Det har hjulpet gevaldigt her i byen, det har det. Vi har også opfattelsen af, at drengene selv er glade for det, siger Claus Holm.
Og det kan Christian Nielsen bekræfte:
– Jeg synes, det er skide fedt. Det er rigtig hyggeligt, at vi kan samles på en ordentlig måde, og der er ikke så meget ballade længere. For det hedder sig jo, at når vi er færdige klokken halv ti, så er det direkte hjem, og det fungerer rigtig godt.
Ved denne tirsdags arrangement er også politiet mødt op i garagen, hvor der bliver makket med knallerter og scootere, og også de er begejstrede.
– Vi synes, det er positivt, når nogle lokale kræfter tager initiativ til at skabe et frirum for de unge mennesker og samtidig får styr på nogle af de ting, som er lidt på kant med loven. De vigtigste og bedste initiativer er dem, som bliver født af drengene selv og deres forældre. Det er dem, der virker, når vi fra kommune og politi vender ryggen til igen, siger politiassistent ved Nordjyllands Politi Søren Panum.
Det ser altså ud til, at man i Tårs har fundet en måde at løse uenighederne, men er det en varig løsning?
– Det håber og tror jeg virkelig på. Som det ser ud nu, går det i hvert fald rigtig godt, siger Christian Nielsen.
Kilde: TV2 Nord.