Én rundkørsel, ét kunstværk, én kunstner og seks borgere er essensen i forestillingen Rundkørsel, der spiller fra den 17. november og en måned frem på Vendsyssel Teater.
Emnet er evigt aktuelt formentlig også lokalt og i hvert fald på sociale medier, hvor rigtig mange har rigtig mange meninger og gerne skyder med den ene påstand efter den anden specielt, når man ikke behøver stå til ansvar for sine ytringer. Overordnet set drejer forestillingen sig om sammenstødet mellem det elitære og det folkelige.
Det er et erfarent og stærkt hold, der onsdag formiddag på Vendsyssel Teater i Hjørring blev præsenteret til omsider at forløse denne forestilling. Rundkørsel var også på programmet i sæson 20/21, men fik på grund af pandemien aldrig premiere.
Medvirkende i Rundkørsel er:
Magnus Andersen Hald
Bodil Lassen
Uffe Magnus Kristensen
Uffe Rørbæk Madsen
Hanne Laursen
Anni Bjørn
Jørgen Bing
Kunstnerne bag:
Tekst: Hans Rønne og Jens Kepny
Instruktion: Hans Rønne
Scenografi: Gitte Baastrup
Lysdesign: Marcus Philippe Gustafsson
Lyddesign: Daniel Fogh
Rundkørsel er en komedie, hvor der både er plads til alvor, indsigt og masser af humor.
Hvordan holder man på borgerne i en lille by, hvor erhvervsaktiviteten ebber ud og borgenes flyttetrang forbi byskiltet stiger?
Med troen på, at et kunstværk i bybilledet er en del af løsningen sætter byens Kommune gang i et projekt, hvor borgerinddragelse er en bundet opgave. Seks borgere melder sig, og i det lille samfund, hvor alle kender alle – men uden rigtigt at kende hinanden – iværksættes kunstprojektet, som ledes og udføres af en ung, anerkendt og veluddannet kunstner…
Sammenstødet mellem det elitære og det folkelige har altid skabt masser af debat og til tider måske ligefrem stridigheder. Hvad er godt at have, og hvad er nødvendigt at have?
De fleste af os er enige om, at der skal faglighed til, når der skal træffes beslutninger indenfor et fagområde, uanset om faget hører til håndens eller åndens arbejde. Men hvad med kunsten? Er den også et fagområde?
Uenighederne og forskellighederne er til at få øje på, og diskussionerne om, hvad kunst er – og ikke mindst, hvad det må koste – fylder i det samarbejde, som for alvor udfordres af deres konflikter og skepsis overfor både hinanden og kunstneren. Midt i al balladen folder de personlige historier sig ud, og en ulykke giver nye perspektiver for det projekt, de med hver deres intentioner har involveret sig i.
Sætter gruppens kontroverser og uenigheder projektet over styr, eller kan kunstværket realiseres?
Forestillingen er skrevet af instruktør Hans Rønne og Jens Kepny, mens scenografien er skabt af Gitte Baastrup, der også lavede scenografien på Turisterne (2018). Daniel Fogh væver som lyddesigner og komponist forestillingen sammen, mens lysdesigner Marcus Phillippe Gustafsson, der tidligere har lavet Tæt Tåge (2019) og Onkel Vanja (2022), skaber stemninger i Gitte Baastrups altid interessante scenografi.
Der er urpremiere på Vendsyssel Teater den 17. november, og forestillingen kan opleves til den 17. december. Der er forestillinger hverdage klokken 19.30, lørdage klokken 15 samt tirsdag den 22. november klokken 14.
Billetter købes på Vendsyssel Teater, Banegårdspladsen 4 i Hjørring, og på hjemmesiden www.vendsyssel-teater.dk