Første gang jeg mødte Simon Emil Christensen var, mens han var køkkenchef i den daværende restaurant på Fyrklit. Hertil var han blevet hentet af daværende direktør Anders Kronkvist Thorsager.
Allerede på det tidspunkt var der vist gang i mere end sammensætningen af et fremragende menukort mellem køkkenchefen og lokale Kamilla Schiøtt, som var blevet tjener ved den populære restaurant på Fyrklit.
Desværre afbrød den skarpe køkkenchef samarbejdet med den daværende bestyrelse på det store feriecenter, som på det tidspunkt var igennem en tid med omvæltninger i ejerforeningen og oprydning i organisationen.
Derfor var vi en del lokale, der på det tidspunkt frygtede, at havnebyen ville miste en erhvervssucces allerede i sin vorden, idet Simon Emil Christensen overvejede i stedet at stikke til søs, men heldigvis holdt noget eller nok snarere nogen den talentfulde kok tilbage i Hirtshals.
For fem år siden åbnede Kamilla Schiøtt og Simon Emil Christensen nemlig Restaurant Abstrakt på Sydvestkajen. Forud for åbningen havde folk ifølge parret rystet på hovederne. Folk tæt på dem havde spurgt, om de var helt sikre på, at det var det, de ville, men det var det heldigvis.
– En realisering af en drøm, der var startet i den spæde kokkeelevstid stod til at blive virkelighed i Hirtshals, af alle steder. For at være helt ærlige havde vi nok også lidt tvivl om, hvordan det skulle gå, men mon ikke det ville gå det hele alligevel, lyder det nu et halvt årti senere.
– Nu står vi her 5 år efter, har en sund og velkørende biks, har overtaget Svanelunden i Hjørring, og vi er stadig sultne på at udvikle og gøre det bedste, vi kan hver eneste dag. Vi har haft mange forskellige ansatte siden åbningen, nogle er her endnu, andre er nu jurister, matematikere, og vi ved ikke hvad. Hver og en har været med til at sætte deres præg på restauranten, og vi skylder jer alle sammen en kæmpe kæmpe tak, fastslår Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen, der nemlig sidenhen er blevet gift og nu bor med to små sønner på Lyngholmvej i Hirtshals.
Det succesfulde unge par er helt bevidste om, at deres gæster skal have en kæmpe tak for, at de bliver ved med at besøge spisestedet på Sydvestkajen. Derfor sender de i anledning af 5 års jubilæet en varm tak til gæsterne, som vi andre taknemmeligt gengælder med et kæmpe tillykke med jubilæet.
Jubilæet for erhvervseventyret, der kort fortalt altså i den grad også handler om ægte kærlighed mellem to mennesker, blev officielt fejret med et overdådighedshorn af en menu fredag aften ved kajkanten i Hirtshals.
Nedenfor kan man se, hvad parret og de ansatte tilbyder til nytårsaften.