Venstre har netop indstillet Søren Gade som ny formand for Folketinget, hvilket umiddelbart efter bifaldes af fungerende statsminister Mette Frederiksen (S).
– Som formand for Folketinget skal man være en værdig repræsentant for alle partier og medlemmer. Det kræver både erfaring og samarbejdsvilje – to egenskaber, som Søren besidder i rigt mål, lyder det fra Mette Frederiksen.
– Jeg sætter personligt stor pris på Søren som menneske og kollega. Sidst jeg mødte ham var i valgkampen, hvor vi besøgte veteraner i Skive. Hans engagement i andre mennesker er ægte. Søren Gade som formand for Folketinget lover godt for et samarbejdende folkestyre, uddyber den fungerende statsminister.
– Jeg håber, han vil møde bred opbakning fra Folketingets partier. Søren Gade har i hvert fald opbakning fra Socialdemokratiet, hvilket jeg også har sagt til Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, slutter Mette Frederiksen.