Søndag kunne Tversted Bjærgelaug notere sig endnu en succes med det årlige julemarked i Bådhuset med mange besøgende og god gang i handlen med alskens fine julesager.
Da Jeanet og Rune midt på eftermiddag sang julen ind sammen med gæsterne i det flot julepyntede lokale var der fuldt hus, og der blev serveret æbleskiver, gløgg, pølser og andet godt.
Julemarkedet havde også besøg af de lokale vin-eksperter Søren Borrisholt og købmand Hans, der stod klar med smagsprøver og kvalificerede bud på den god vin til julemaden og portvinen til desserten.
Indenfor var der gratis slikposer til børnene og udenfor havde lokale Gitte også mange besøgende ved Ostebilen fra Skagen Ostehus.
Julen har for alvor nået Tversted, hvor der også de kommende weekender er julemarkeder. Den kommende weekend holdes der julemarked hos Café Fisk, og weekenden derefter inviteres til julemarked på Tversted Skole.
Foto: Palle W. Nielsen.


