Af Akiko Hiyama
Elev på skriveholdet
Vrå Højskole
Mit Mystiske møde med Danmark
For 33 år siden sagde en geografilærer i den første lektion til os:
”Du vil studere mange forskellige lande i løbet af året.
Ved den sidste lektion vil du finde ud af, hvilket land du bedst kan lide, og hvilket land du gerne vil besøge.”
På den sidste lektion valgte jeg Danmark.
Årsagen var, at billederne med frodige grønne græsgange i lærebogen var smukke.
Læreren viste os i klassen en masse billeder af de lande, hun havde været i og sagde:
”Hvis I har et yndlingsbillede, må I få det”
Jeg valgte et billede af mumien.
Jeg opdagede for nylig, at det var ”Gravballemanden” i Moesgaard Museum i Danmark.
Tre år senere kom jeg i et gymnasium, der er tilknyttet et universitet, der hed Tokai University.
Kender I Shigeyoshi Matsumae, grundlæggeren af Tokai University?
Han besøgte en folkehøjskole i Danmark for ca. 190 år siden.
Han var så imponeret over uddannelsen der, og bagefter grundlagde han Tokai University i Japan.
Jeg gik i det gymnasium uden at vide det, og dengang var jeg ikke rigtig interesseret i Matsumae eller Danmark. Så efter gymnasiet gik jeg på andet universitet, som ikke var Tokai University.
Første ankomst i Danmark
For 22 år siden blev jeg gift med en mand, som var en lærer på netop det gymnasium, hvor jeg gik ud af.
Tre år senere blev min mand overført til Tokai Boading School i Danmark:
Skolen var et japansk gymnasium, der ligger i Præstø på Sjælland.
I 2005 flyttede jeg til Danmark for første gang med mine små børn og min mand.
Årene 2005-2007 var de lykkeligste to år og mest uforglemmelige år i mit liv.
To år i Danmark fik mig til at indse:
At mødre kan have deres egen tid.
At man som mor ikke er alene om at opdrage sine børn.
At livet ikke kun er noget, der skal nydes på ferier, men noget, der skal nydes hverdag.
De to år fik jeg tilbage livet som et menneske.
Venlighed og skønhed
Takket være at min søn gik i en lokal børnehave, kunne jeg også opleve dansk kultur lidt.
Jeg ville gerne tale med børnehavepædagogerne på dansk.
Jeg tænkte, at hvis jeg blev i stand til at tale dansk, ville jeg komme tættere på andre forældrene og pædagogerne, og dermed komme til at deltage i det danske samfund.
Det var mit hovedmål med at lære dansk.
Det var meget sjovt at lære dansk, og jeg var meget glad, da jeg kunne tale i børnehaven med mine første danske ord.
Pædagogen som passede min søn var en særlig venlig kvinde, hun talte altid på langsomt dansk om, hvordan det gik med min søn i børnehaven.
Hun gav mig referat af forældremødet, og oversattes på engelsk, kun til mig.
Vi holder stadig kontakt hinanden den dag i dag.
Grunden til at jeg elsker Danmark er netop fordi danskerne viser venlighed.
Hvis jeg har øjenkontakt med dem, smiler de til mig.
Deres tolerance over for små børn og børnefamilier er også noget, som jeg ikke oplever i Japan.
Naturens skønhed i Danmark er en anden ting, der fascinerer mig.
Man kan se den smukke natur hver dag på vej til børnehaven, sprogskolen og supermarkedet.
Selvfølgelig er der også en masse smuk natur i Japan, men man kan ikke opleve den på en kort gåtur ud af huset.
I Danmark føler jeg, at naturen er en del af livet.
Tilbage til Japan
Desværre besluttede Tokai Boading School at lukke skolen af økonomiske årsager.
Vi var nødt til at vende tilbage til Japan.
Tokai University donerede de institutionen med bygningen til danske folkehøjskole, og den eksisterer som en idrætshøjskole der hedder Bosei nu.
I Bosei kan man lære japansk sprog eller japansk kultur.
Det gik 15 år af mit liv. Min søn og min datter voksede op i Japan, og der mange lykkelige dage i mit liv med min familie, men der gik ikke en dag, hvor jeg ikke ønskede, at jeg var i Danmark.
Hvorfor ”Højskole”
Under Covid19 i 2020 var der mange mennesker, der tænkte over deres liv igen.
Jeg er en af dem. Mine børn var nu 18 og 20 år gamle.
Min datter havde besluttet at gå på universitetet, og min rolle som mor var blevet mindre.
Det laboratorium, hvor jeg arbejdede, havde også besluttet at lukke i forår 2022.
Jeg begyndte at tænke på, at jeg gerne ville bo i Danmark igen.
Jeg trængte til en pause.
Det var der, at jeg kom i tanke om ”Højskole”.
En japansk familie, der blev vores venner i Danmark, havde introduceret højskole til os allerede dengang vi boede i Danmark. Fordi de havde arbejdet i Nordfyns Højskole i over 20 år.
Da jeg undersøgte Højskole på internettet, blev jeg imponeret over dette udmærkede uddannelsessystem, og før jeg vidste af det, blev mit ønske om at tage til Danmark til et ønske om at komme på højskole.
Jeg tænkte samtidig, at det kunne være en god oplevelse for min søn.
Covid19 begyndte samtidig med, at han startede på universitetet.
Det betød, at han tog de fleste af sine to års undervisning på PC derhjemme.
Han var i konflikt med hensyn til at begynde at søge job, selv om hans liv på universitetet endnu ikke var begyndt, måske var det derfor, at timingen med højskole var så god.
Gensyn med Danmark
Nu er min søn på Kalø, og jeg er i Vrå Højskole.
Vi har begge to oplevet en masse ting, som man ikke kan opleve på en almindelig rejse.
To danske uddannelsesinstitutioner, børnehave og Højskole, vi oplevet
Jeg går nu på en sprogskole, den første i 15 år, hvilket er nyt og meget sjovt.
Omgivet af dygtige studerende, seje lærerene, og japanere, der ligesom jeg gerne vil vide mere om Danmark, har mit fire måneders ophold været en helt anden oplevelse end dengang, men nu ved jeg det igen ”Jeg elsker dette land”.
Jeg ved nu, at der er så mange muligheder og valg i livet, og man har altid ret til at træffe sin egen beslutning.
Straks efter semesterets afslutning, tager jeg desværre tilbage til Japan.
Men jeg vil helt sikkert komme tilbage til Danmark igen.
Næste gang kunne det være spændende at komme på højskole med min mand.
Et håb
Højskole, et sted, hvor folk kan lære fra 18 til 75 år.
De studerende behandles som voksne, og lærernes levende lektioner er der.
Frem for alt føler jeg mig meget tryg ved de ligeværdige forhold, der går på tværs af alder, køn og stilling.
Man kan lære noget uanset alder, så længe du er villig til at lære noget.
Vi har hørt dette ordsprog i Japan, men det er svært at realisere det.
Det er systemet og landet, der gør det muligt. Det er Højskole og Danmark.
Tusind tak fordi jeg måtte være her.
Jeg håber at ”Højskole” fortsat vil eksistere om 150 år.
日本語はこちら
