Inspirationen blomstrer og kreativiteten vokser i Hirtshals. Det kom klart til udtryk på fredagens morgenmøde i Hirtshals Handel & Erhverv. Nye og velkendte aktører står på spring til at byde ind med spændende aktiviteter i det kommende år.
Indledningsvis præsenterede turistchef Laila Zielke årets juleplakat, der er lavet af den lokale kunstner Ninne Nielsen. En smuk og farvestrålende plakat med inspiration fra det maritime miljø. Plakaten kan købes hos Bog & Ide i Hirtshals. Dernæst afslørede turistchefen aktivitetskalenderen 2023 for Hirtshals. Heraf fremgår mange af de kendte og elskede aktiviteter, såsom Naturmødet, Musik Under Trappen, Hirtshals Fiskefestival, Årets Sild samt mange flere. Hertil kommer en del nye kreative indslag.

Turistchef Laila Zielke præsenterer aktivitetsprogrammet for 2023.
Et nyt kunstprojekt – On Board – udrulles for første gang i 2023. Her er tanken, at det lokale erhvervsliv og en række kunstnere skal arbejde sammen i nogle workshops, hvor samtidskunst med udgangspunkt i naturen og lokalsamfundet skal præsenteres. Et projekt, der støttes økonomisk af Jysk Kunstfond samt Frederikshavn Kommune.
Mads Bruun fra Hirtshals Surf og Natur præsenterede endnu et nyt skud på aktivitetsprogrammet, Artic Marley, der er tænkt som en outdoor vinterfestival med reggaemusik, mad og Kuldtur. (rigtig stavet) suppleret med olietønder og mulighed for vinterbadning m.m. Drescoden forventes at være termodragt/Hirtshals-habit samt rastahue. Aktiviteten er fortsat under udvikling og forventes først at løbe af stablen i februar 2024. Input modtages gerne, oplyser Mads Bruun.

Mads Bruun fra Hirtshals Surf og Natur fortæller om Artic Marley.
Planlægningen af Naturmødet i 2023 er allerede langt fremme i processen. Med afsæt i erfaringerne fra tidligere år forsøger man at skrue på nogle vitale knapper og optimere på visse områder, således den store succes kan fortsætte. Opmærksomheden omkring og eksponeringen af Naturmødet vurderes til at løbe op i en markedsføringsværdi for Hirtshals på hele 16,8 mio. kroner, hvilket underbygger Naturmødets vigtighed for byen. Som noget nyt i 2023 planlægger man bl.a. at tillade outdoor-salg af forskellige effekter, der dog alle skal have relation til naturen.
Afslutningsvis underholdt den tidligere brugsuddeler, købmand, vaskeriejer, handelschef emeritus Jens Brændgård de ca. 30-40 fremmødte medlemmer af foreningen med sine velkendte anekdoter fra egen brugsforeningstid i halvtredserne (1950’erne) på Lolland og fremhævede ikke mindst vigtigheden af den digitale og trykte markedsføring. Et enkelt Kirkegård-citat fra den historieinteresserede skribent fik forsamlingen også at gå hjem på.
Jo, aktivitetsniveauet i Hirtshals Handel & Erhverv og i Hirtshals er højt, og byen går et indholdsrigt nyt år i møde.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.


