En morgen, der kan ændre din fremtid!!
Sådan lød overskriften i den invitation, som alle medlemmer af en handelsstandsforening i Hjørring Kommune modtog forud for morgenens møde, hvor bystrategisk rådgiver Torsten Bo Jørgensen gav et inspirerende indlæg om de mange muligheder, som detailhandlen kan gøre brug af. Mødet var arrangeret af Hjørring Kommune og kommunens handelsstandsforeninger.
Godt 100 forretningsfolk havde taget imod invitationen, der grundet den store interesse måtte henlægges til Vendelbohus. Med baggrund i en cand. mag. i tysk og samfundsfag har Torsten Bo Jørgensen de seneste 16 år arbejdet med strategisk byudvikling og har stor erfaring med udvikling af detailhandlen i de små og mellemstore byer.
Torstens mange års arbejde med byudvikling har udmøntet sig i en bog ”Vinderbutikker”, hvor han bl.a. beskriver nogle af de mange succesfulde detailforretninger, som han har mødt gennem tiden. Han afdækker årsagerne til netop disse forretningers succes til inspiration for andre. Med afsæt i bogen, førte han de mange fremmødte på mødet i Hjørring igennem en lang række af tiltag og muligheder, som detailhandlen kan gøre brug af for at forbedre deres forretninger i en svær tid, der bedst kan beskrives som ”The perfekt Storm” med pandemi, krig og inflation.
Mødet blev afsluttet med en stor spørgelyst fra de fremmødte, der i tilgift fik bogen ”Vinderbutikker” udleveret til glæde og inspiration. I sandhed en morgen, der vil ændre fremtiden for nogle.