Søndag den 11. december er allersidste chance for at høre de gode historier bag særudstillingen med lokaltfødte Lisbeth Eugenie Christensen på Vendsyssel Kunstmuseum. Samtidig er der masser af julehygge i det kreative familieværksted.
Der er lagt op til en oplevelsesrig søndag på Vendsyssel Kunstmuseum den 11. december. Kl. 14.00 er det allersidste chance for at høre de mange gode historier bag den aktuelle særudstilling ”Dage og Rum” med kunstnerparret Lisbeth Eugenie Christensen og Per Ahlmann, der begge har rødder i det jyske.
Lisbeth Eugenie Christensen skaber naturinspirerede tegninger og malerier ud fra erindringen om det vendsysselske landskab. Udsigten fra barndomshjemmet i Hørmested har bl.a. inspireret maleriet ”Chord”, 2021, som er skabt specielt til Vendsyssel Kunstmuseums samling. På omvisningen den 11. december kl. 14.00 kan man høre mere om Lisbeth Eugenie Christensens vej fra Vendsyssel over Designskolen Kolding til kunstnerlivet i Tommerup på Fyn, hvor hun i dag bor og arbejder side om side med sin mand, keramiker Per Ahlmann, der også vises på udstillingen. Du kan stadig nå at se udstillingen på egen hånd indtil den 8. januar – men hvis du skal have indblik og perspektiv på udstillingen, er det på søndag, du skal møde op.
Samme dag skruer VKM op for julehyggen i kunstmuseets kreative værksted fra kl. 13.00-15.00. Her kan I opleve et udpluk af den lokale billedkunstner Kristian Hildebrandts fantasifulde nissetegninger og lave jeres egne nisser – den perfekte julegave til bedsteforældrene.
Hvis du gik glip af Vendsyssel Kunstmuseums kreative julealfer til det populære julemarked, står de nu igen klar til at booste kreativiteten med gode ideer og indspark. Kl. 13.30 læser julealfen højt af fortællingen om Julefluen Snabber og Kræn Hil – en julehistorie skrevet af Kristian Hildebrandt. Så tag nissehuen på og kom forbi til en hyggelig eftermiddag med masser af juleri, kreativitet og nisser.
Børn og unge under 18 har gratis adgang.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Deltagelse og materialer er gratis efter betalt entré eller med KLUB VKM.
Hør Lisbeth Eugenie Christensen fortælle om tankerne bag maleriet “Chord”, 2021, der er inspireret af det vendsysselske landskab HER.