Blåfuglens blafrende vinger
Der svæver en smerte
på blafrende vinger
en blåfugl som sender
sit sidste farvel
der svæver en smerte
en ømhed før mørket
et lysglimt af dagen
som snart går på hæld
Der svæver en smerte
små snefnug der smelter
når smukke krystaller
i hast svinder bort
der svæver en smerte
når solsortens trille
den har det som våren
og blot varer kort
Der svæver en smerte
når lyset forsvinder
bag skyen der bringer
os uvejr og regn
der svæver en smerte
en fugtmættet tåge
når sneglen på vandring
går tabt midt på vej’n
Der svæver en smerte
en ømhed der lindres
af lysglimt når dagen
vor blomstrende ven
i daggryets time
på ny skænker lyset
og blåfuglens vinger
som blafrer igen
Af digter og forfatter Poul Jansen i december 2022.