Et par hundrede dybfrosne sjæle med varme hjerter deltog onsdag i et fakkeloptog, der oplyste budskabet om, at vi ikke bryder os om nedskæringer på de svageste medborgere og i dette tilfælde Hjørrings herberg og værested – Blå Kors i Kongensgade.
Politikerne i det lokale byråd halverer støtten i 2023, og pengene forsvinder helt i 2024 som følge af det seneste budgetforlig. Det har ikke været muligt for politikerne at finde cirka en halv million skattekroner om året til det sociale værested. Nogle ville sige en del af velfærdsstatens fundament.
Faklerne blev uddelt og tændt ved banegården, hvor Hjørring Kommune i partnerskab med DSB Ejendomme ejer og udlejer en række flotte lejligheder i www.stationsboligerne.dk.
Derfra gik fakkeloptoget videre af Jernbanegade, hvor baggrunden blandt andet var Vendsyssel Teater, som byrådspolitikerne og dermed kommunen årligt støtter med flere millioner kroner. Kommune betyder i øvrigt fællesskab.
Mellem Jernbanegade og det flot oplyste teater er lige nu en byggeplads i forbindelse med forskønnelsen af midtbyen med rindende vand, hvor kommunens udgifter er knap 20 millioner.
På byggepladsen vil politikerne opføre et nyt kommunalt kulturhus – musikhus – til cirka 30 millioner kroner.
Måske tænkte deltagerne i optoget lidt over dét regnskab holdt op mod, at byrådspolitikerne ikke kan finde cirka en halv million af borgernes penge om året til det værested, som mennesker fra og fjern mødte op for at støtte.
Optoget gjorde holdt, inden der var dejlig varm kaffe og kage i Kongensgade, ved rådhuset på Springvandspladen, hvor det kommunale rindende vand lige nu holder vinterpause.
Talere understregede, hvor vigtigt det er for et samfund at gøre noget for de svageste, hvor stor en indsats de frivillige yder, hvor meget brugerne har brug for stedet og ikke mindst, hvor dyr regningen kan blive for samfundet, hvis der spares nogle småpenge på for eksempel væresteder.
Det var de Hjemløses Landsorganisation (SAND), Hus Forbi samt Blå Kors Danmark, der stod bag optoget.
Brugerne af væresteder i Kongensgade er mennesker, der har udfordringer i forhold til blandt andet psykisk sygdom, misbrug af alkohol eller sundhed. Værestedet drives af Blå Kors. 160 mennesker er tilknyttet cafeen, hvor man blandt andet kan spise eller bare få en snak med de andre.
Kære Den Blå Sociale Cafe❤️
-og byrådspolitikere, både røde og blå 🎄
For over 25 år siden flyttede jeg efter mange år med et almindeligt liv i en kernefamilie tilbage til Hjørring.
Livet havde slået en kolbøtte, begge børn flyttet til København, manden havde fundet en yngre model og alt var gået i opløsning. Kaos, ensomhed og sygdom var pludselig dagligdag, trods god støtte fra en stor familie.
Hvordan finder man så fodfæste igen? når alt man kender er væk i et hug??
Jeg trængte en formiddag til en kop kaffe, men havde set så skidt, st jeg ikke engang magtede at gå i Føtex cafeteria på Springvandspladsen😫
Men tilfældigvis, og heldigvis! fik jeg øje på skiltet over DEN BLÅ SOCIALE CAFE i Kongensgade, gik derind, blev så godt modtaget med en kop kaffe og en god snak. Tak for det❤️
Det blev medvirkende til, at jeg begyndte at se lyset igen.
Det var en verden jeg faktisk slet ikke kendte til, men lærte at kende som et hjertevarmt og hyggeligt frirum, med masser af skønne brugere, som heller ikke altid havde vundet i lotteriet.
Det blev et sted hvor jeg kom meget og igennem mange år har jeg set og oplevet, hvad DEN BLÅ CAFE har betydet for masser af mennesker.
Det kan ikke gøres op i penge, men giver et stort løft i livskvalitet for så mange brugere, af caféen.🤗🤗
Så kære Byrødder🎄🎄🎄🎄🎄tænk jer om en ekstra gang, inden I lukker caféen 🎄for jeg er bange for I ikke har sat jer ordentligt ind i, hvad det er for et værdifuldt sted, I er iføre med at nedlægge🎄
Kære Søren Smalbro,, man bliver kun et bedre menneske, når man tør erkende sine fejl🎄
De bedste julehilsner
Birgit Rasmussen❤️