Trafikanter bør køre forsigtigt, selvom vejen umiddelbart ser fin ud.
Der er risiko for isslag og glatte veje mandag morgen, skriver TV2 Nord.
Derfor opfordrer Nordjyllands Politi til at være forsigtig, når man bevæger sig ud i trafikken.
– Der er rigtig glat udenfor flere steder. Så kør forsigtigt og efter forholdene, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.
Han oplyser, at de ikke har fået meldinger om uheld, og at saltningen fortsat er i fuld gang og har været det natten over.
Isslag
Det er DMI, der har udsendt varsel for isslag, og her lyder opfordringen til at lade bilen stå – og kan man ikke det – være ekstra opmærksom.
– Lige for øjeblikket er der lidt frost, og der er regnvejr på vej syd fra Limfjorden, som vil brede sig videre op til det meste af Nordjylland og med stor sandsynlighed starte isslag flere steder, fortæller Claus Larsen, vagthavende hos DMI’s vejrtjeneste.
Det er denne vejrmæssige kombination, der gør, at det kan blive “rigtig glat”.
– Det er blank, sort is med en spejlblank overflade, og det kan være svært at se, og derfor bør man køre forsigtigt, selvom vejen umiddelbart ser fin ud.
De første observationer og meldinger om isslag er kommet ind i det sydlige Danmark. Se her, hvor de glatte veje er.
Foruden de glatte veje kan trafikken blive påvirket af mulig tåge senere i dag, siger Claus.
– I løbet af eftermiddagen er der risiko for tæt tåge. Det melder vi ud om senere, men vi forventer, at det bliver diset.
Kilde: TV2 Nord.