Fisk er sundt og smager godt, men hvad skal du gå efter ved køledisken, hvis du vil være med til at beskytte naturen i havet?
Det er ikke nødvendigvis let, men følger du disse tre råd, kan du ifølge Danmarks Naturfredningsforening være med til at skubbe på for et mere skånsomt og bæredygtigt fiskeri i Danmark.
1) Gå efter NaturSkånsom-mærket
- NaturSkånsom er et statskontrolleret mærke for skånsomt fanget fisk og skaldyr, ligesom Ø-mærket er det for økologiske fødevarer.
- NaturSkånsom garanterer, at fisken er fanget med skånsomme fiskeredskaber og fra sunde fiskebestande.
- Spørg din fiskehandler eller dit supermarked om de sælger NaturSkånsom-mærket fisk – eller om de vil begynde at gøre det.
- Markedet for NaturSkånsom-mærket fisk er fortsat i sin opstart. Leverancerne kan være ustabile, og fiskehandleren kan ikke altid få NaturSkånsom fisk hjem. Men bliv ved med at efterspørge NaturSkånsom-mærket fisk

2) Vælg fiskehandlere, der sælger NaturSkånsom fisk
- En række fiskehandlere har markeret sig ved at være særlig opmærksomme på at have NaturSkånsom fanget fisk.
- Annas Fiskekasser er en webbaseret fiskehandel, hvor frisk og skånsomt fanget fisk indfryses kort efter fangst og sendes til forbrugeren hurtigt derefter. Kasserne leveres i hele landet.
- Blue Lobster er en fiskevirksomhed, der via sin app sælger lokalt og skånsomt fanget fisk til især restauranter, men også til private der kan afhente primært i hovedstadsområdet. Blue Lobster og Annas Fiskekasser arbejder sammen om levering af fersk og frosset skånsomt fanget fisk.
- Firmaet Aarstiderne bestræber sig på, at alle de fladfisk, de leverer i deres måltidskasser, er mærket NaturSkånsom.
3) Køb fisk fra sunde bestande
- Hvis der ikke sælges skånsomt fanget fisk nær dig, så gå som minimum efter MSC-mærket, der viser at fisken er fra sunde bestande, der ikke er overfiskede eller pressede. MSC-mærket garanterer dog ikke, at fisken er fanget med skånsomme redskaber.
- Stop helt med at spise den kritisk truede ål, og sjældne arter som rokke og diverse hajarter.
- Torskebestanden er truet i alle indre danske farvande med Kattegat, Bælthavet og Østersøen, og overfisket i Skagerrak og Nordsøen. Undgå selv skånsomt fanget torsk herfra.

Link til tidligere artikel


