Leder af Naturmødet, Leif Lund Jakobsen, fortæller her, hvordan Naturmødet er dybt afhængige af de frivilliges hjælp under selve afviklingen i Hirtshals:
– Under de tre dage i Hirtshals er det de frivillige, der sørger for, at hele motoren drejer rundt. De tager sig af opgaver som sceneansvarlige og parkeringsværter, sørger for rengøring, sikkerhed og logistik. Og de frivillige er generelt Naturmødets ansigt udadtil overfor de omkring 30.000 besøgende fra nær og fjern. De er en kæmpe hjælp, så dem kan vi ikke undvære, lyder det fra Leif Lund Jakobsen.
Naturmødet, som er naturens eget folkemøde, begyndte i 2016 i Hirtshals med 4.000 besøgende, men er vokset støt igennem årene til omkring 30.000 besøgende i 2022. I løbet af de tre dage byder Naturmødets fem scener på over hundrede programpunkter om biodiversitet, natursyn, arealanvendelse, bynatur, havmiljø, mennesker i naturen, natur og klima, natur og landbrug, naturnationalparker, vandløb, vilde haver og meget mere.
Debatten flyder også frit på de 75 stande i The Village, og til fredagens skoleprogram besøger omkring 750 skoleelever fra Hjørring Kommune traditionen tro Naturmødet. Explore, Naturmødets udendørs scene, syder som vanlig alle tre dage af spændende udendørs aktiviteter.
Går du med en frivillig i maven, og kunne du måske tænke dig at prøve kræfter med nye og spændende opgaver, kan du læse mere om at være frivillig på Naturmødet og tilmelde dig her: Frivillige naturtalenter