– Aflys alle julegudstjenester.
Sådan lyder anbefalingen fra landets biskopper til alle landets kirker. Det siger biskoppen ved Lolland-Falster Stift, Marianne Gaarden, til TV 2.
Anbefalingen fra biskopperne kommer kort tid efter, at sundhedsmyndighederne ændrede anbefalingerne for, hvordan kirker skal afholde julegudstjenester.
Kirkeministeriet ændrede – igen – anbefalingerne onsdag aften. Sundhedsmyndighederne anbefaling blev ændret til, at julegudstjenester højst bør vare 30 minutter uden sang.
Det sker efter et møde tidligere på dagen med sundhedsmyndighederne og corona-følgegruppen. På mødet blev den seneste smitteudvikling drøftet – herunder en ny og muligvis mere smitsom corona-virus, oplyser Kirkeministeriet.
– I betragtning af den traditionelle store kirkegang ved julegudstjenester har indsatsgruppen derfor ud fra en samlet vurdering besluttet at udsende en klar anbefaling om, at der ikke synges ved julegudstjenesterne i år. Indsatsgruppen anbefaler desuden, at dette års julegudstjenester afkortes mest muligt og højst varer 30 minutter, lyder meldingen.
Kilde: TV2 Nord.