Af Søren Wormslev
Politisk analytiker
TV2 Nord
Der er fra 2015 til 2022 kommet 455 flere statslige arbejdspladser i Nordjylland. Men den store udflytning af statslige arbejdspladser har ikke afgørende rokket ved balancen på dette punkt mellem hovedstaden og resten af landet.
Det konkluderer den partipolitisk uafhængige organisation Bedre Balance i en status-rapport om de to bølger af statslige udflytninger, som borgerlige regeringer iværksatte fra 2015.
Det vakte opsigt – og gav masser af ballade – da man flyttede eksempelvis (dele af) Geodatastyrelsen til Nørresundby og sekretariatet for Frivilligrådet og Det centrale Handicapråd til Brovst.
Nu er udflytningerne stort set alle ført ud i livet. Bedre balance har derfor ved hjælp af tal fra Danmarks Statistik gjort op, hvordan antallet af statslige arbejdspladser har udviklet sig i perioden.
Opgørelsen viser, at nok er der i en række nordjyske kommuner tilført arbejdspladser i statsligt regi. Men: Der er samtidig nedlagt andre statslige arbejdspladser. I seks nordjyske kommuner er der i dag færre statslige arbejdspladser end i 2015, mens der i de øvrige fem er flere.
434 flere job i Hjørring
Den helt store vinder er Hjørring Kommune. Det skyldes ikke mindst, at en række nye landsdækkende opgaver er samlet hos Statens Administration i Hjørring. Kommunen har i dag 2147 statslige arbejdspladser, hvilket er 434 flere end i 2015.
I Aalborg er der 10.072 statslige arbejdspladser. Det er 109 flere. Også i tre andre kommuner er der samlet set flere statslige job nu. Det gælder Vesthimmerland (48 flere), Thisted (33 flere) og Brønderslev (15 flere).
Andre nordjyske kommuner har ifølge opgørelsen samlet set færre statslige job i 2022, sammenlignet med 2015. For eksempel er der i Mariagerfjord 84 færre statslige arbejdspladser, mens der i Frederikshavn er 35 færre.
På Læsø var der i 2015 registreret ni statslige arbejdspladser. Siden er de otte forsvundet, så der kun er en tilbage!
Ønsker ny runde af udflytninger
Og gør man regnestykket op på landsplan, viser det sig, at selv om regeringen ville etablere ca. 8000 statslige arbejdspladser uden for hovedstaden – og har gjort det – er den procentvise fordeling af statslige job mellem hovedstaden og resten af landet stort set den samme som før.
5750 job er decideret flyttet ud, mens 2150 andre nyoprettede statslige job er etableret uden for hovedstaden.
Imidlertid er der i perioden i hovedstadsområdet oprettet et stort antal nye statslige job. Det betyder, at selv om 5750 job er flyttet væk fra hovedstaden, er der nu 4219 FLERE statslige job i hovedstaden, end der var i 2015.
Det betyder, at 48 procent af alle statslige job ligger i hovedstadsområdet, hvor 36 procent af danskerne bor.
Tallene får organisationen Bedre balance – der blandt sine medlemmer tæller en lang række provinskommuner og erhvervsvirksomheder – til at opfordre den ny regering og det nye folketing til dels at evaluere de hidtidige udflytninger, dels at beslutte en ny runde af udflytninger.
Der er næppe heller tvivl om, at der vil blive skelet til tallene, når partierne på Christiansborg de kommende måneder går i gang med at forhandle om et nyt forsvarsforlig.
Forsvaret er i Nordjylland en af de helt centrale statslige arbejdspladser.
Kilde: TV2 Nord.
Er siden virkelig så langt ude i hampen at man skal bruge tv2nord nyheder fordi man er for doven til selv at lave en artikel.