Fredag var en fuldstændig vanvittig feststemning i Park Vendia kraftigt medvirkende til, at Hjørring Futsal Klub vandt 6-1 over Lystrup Futsal.
Den store præstation, som spillerne leverede, kunne nemlig efter nogens mening slet ikke måle sig med, hvad der skete på tribunen.
Foruden den fantastiske lydkulisse, der var under gårsdagens kamp, var folk i TV-stuerne og i hallen således vidne til et visuelt mesterværk inden kampstart.
De altid hårdtarbejdende og dygtige Hjørring Tifo Crew (HTC) havde overgået sig selv og leveret en af de flotteste og mest detaljerede tifoer, som man har været vidne til – ikke blot i futsal, men generelt i dansk sport.
Foruden de velkendte orange, lilla og hvide farver samt lys og flag, var tifoen rettet imod to mænd, der har betydet alt for klubben. Med næsten uhyggelig nøjagtighed og præcision, så selv de bedste malere måtte have været misundelige, sendte HTC en yderst velfortjent hyldest til formand Peter Steen og cheftræner Sergio Benatti.
To herrer, der på hver sin vis har flyttet klubben – med det til fælles, at de fleste af døgnets timer går på at optimere klubben, spillerne og set-uppet.
Alle gårsdagens 7 mål kan på lidt over et minut ses ovenfor i videoen.
Kilde: Hjørring Futsal Klub.
Foto: Jim Christensen.