Den Skaldede Kok, af enkelte også kendt som Carsten Olsen med bopæl i Bindslev og beskæftigelse som restauratør på Sæby Søbad, bakker op om velgørenhedsprojektet Vendelbo Dysten med et foredrag på Vendelbohus i Hjørring mandag den 30. januar klokken 19-21.
Olsen, som han også kaldes, har meget at fortælle om et spændende liv på godt og ondt. Det blev til mange år i overhalingsbanen med overflod af både druk, kvinder og mad.
– I alt for mange år var kvinder mit misbrug. Da det var værst, så jeg 11 på én gang, hvor mange af dem troede, at de var den eneste ene. I den periode måtte jeg have to telefoner for at kunne dække over mine løgne.
– Allerede som 11-årig pjækkede han fra skole og søgte læreplads på Hotel d’Angleterre, som han startede på fem år senere. Siden blev han uddannet tjener på Hotel Plaza. Det var tiden, hvor eleverne gerne fik en lussing eller to, hvis de ikke gjorde, som der blev sagt.
Fortidens liv bød på også gode møder og særlige oplevelser for eksempel med Victor Borge, Dalai Lama og ikke mindst Simon Spies.
– Simon Spies formåede altid at gøre sin entre. Det var ikke et sjældent syn at se ham komme kørende i sin store Rolls Royce – og lige meget om det var sommer eller vinter, så var han iført en kæmpe pels, som han smed bagover, når han steg ud af bilen. Han havde også altid rent tøj liggende i bagagerummet, hvis nu han blev for fuld og kom til at spilde ned ad sig selv eller brække sig.
Den Skaldede Kok fik hjælp til at vende skuden – af den store kærlighed fra Bindslev – og nu er han på mange måder stadig i en bane med fart på med populær restaurant, catering og musik. Der er med andre ord nok til et par timers foredrag på Vendelbohus.
Hele billetprisen på 150 kroner går ubeskåret til indsamlingen. Vendelbohus støtter ved at lægge lokaler til dette event, og huset byder på en kop kaffe. Læs mere og køb billet her
Har man ikke mulighed for at deltage og gerne vil støtte indsamlingen, kan man sende et beløb til Mobilepay 447470 med teksten – Vendelbo Dysten
Om Vendelbo Dysten:
Fra mandag den 30. januar og to uger frem tager fem lokale virksomheder kampen op i Vendelbo Dysten og kæmper om, hvem der kan rejse flest penge til velgørenhedsfonden CoolUnite, der gennem et samarbejde med Dansk Folkehjælp har til formål at støtte, udvikle og styrke sårbare, sygdomsramte og udsatte børn i Hjørring Kommune.
De fem medspillere er Høj Data/Høj Farver i Hirtshals, SPAR Hjørring på Nordens Allé, Supervin.dk i Højene, DitFinanshus i Hjørring/Vrå og Bilhuset Hjørring. Du kan følge Vendelbo Dysten også på Skaga FM – Lyden af Vendsyssel på FM.