Sammen med sine kolleger var 19-årige Asbjørn Morell på opgave ude i Nordsøen, hvor Esvagt Cantana lå klar til at hjælpe i nødsituationer på områdets boreplatforme og flydende produktionsskibe.
Nu var det imidlertid pludselig Esvagt Cantana og den unge Asbjørn Morell, der havde alvorligt brug for hjælp. Og det skulle vise sig, at den var svær at få, skriver TV2.
Ved 20-tiden den pågældende aften havde Asbjørn, der er ubefaren skibsassistent, været i færd med at træne. Han skulle netop til at tage en tur på løbebåndet, da hans hjerte begyndte at slå uregelmæssigt, og den 19-årige krop sank sammen på motionsrummets blå gulv. Asbjørns svage puls blev desværre hurtigt til slet ingen puls.
Oppe på broen var kaptajn Jan Ole Kristensen i færd med at overtage vagten fra sin overstyrmand, da telefonen ringede. Opkaldet var nede fra motionsrummet. Asbjørn var faldet om dernede.
– Vi vidste, at de skulle ned at træne. Det kunne være, at han var faldet af løbebåndet eller et eller andet, siger Jan Ole Kristensen.
Da kaptajnen ankom til motionsrummet, kunne han straks se, at den var helt gal.
– Der ligger Asbjørn så på gulvet. De er i gang med at tage hans t-shirt af. De kan ikke finde nogen puls hos ham. Jeg prøver også, om jeg kan finde en puls, men det kan jeg heller ikke, siger Jan Ole Kristensen.
Nu kunne man måske tro, at et skib midt ude i Nordsøen er et af de værst tænkelige steder at få hjertestop.
Der var flere hundrede kilometer til det nærmeste hospital, og der var ingen læge om bord. Men mandskabet på Esvagt Cantana vidste præcis, hvad de skulle gøre, fordi deres job netop er at redde menneskeliv i havet ude ved boreplatformene.
– Det er jo det, vi træner i. Vi træner næsten i det dagligt, siger Jan Ole Kristensen.
Læs hele den mirakuløse historie ved kilden her: 19-årige Asbjørn lå død i 100 minutter på Nordsøen
Foto: Privat.
Kilde: TV2.