Af Poul Steenbeek
Der var en sorgmodighed i de gamles øjne, en tunghed i deres hjerter. Så ofte havde de med længsel set op mod templet og lige så ofte havde synet gjort dem nedtrykt.
Lige meget hvor flot det der tempel var, så var der en tomhed over det, der skabte en tristhed, især hos de ældre israelitter. De gamle havde så ofte hørt historierne om hvordan det var for lang, langt tid siden. I en fjern fortid var der nemlig en sky i templet og denne sky var Gud selv, der på denne måde boede hos sit folk. I denne fjerne fortid var Gud fysisk til stede i templet. Men denne sky havde ikke været der i flere århundrede. Tanken var at alle Israels synder havde gjort det uudholdelig for Gud at være der. Gud havde trukket sig. Jovist var der stadigvæk fuld gang i templet. Mennesker kom for at bede og ofre. Præsterne løb travlt frem og tilbage. Jovist var der liv og lyd i templet, men uden Guds tilstedeværelse, så lod det bare som tomhed.
De unge israelitter, de kendte også historierne om de gamle dage, men de var jo unge. De havde travlt med deres arbejde og deres familie. De havde nok at tænke på, da de skulle få mad på bordet, blive gift, få børn og opfostre deres unger. De gamle, de havde mere tid til at tænke over livets betydning. De havde tid til at fundere over hvad det vil sige at være jøde, at være en del af Guds udvalgte folk. De havde tid til at sørge over templets forgange storhed. Og to af disse gamle jøder møder vi i dag, Simeon og Anna. To gamle jøder, der ihærdig ventede på at bedre dage ville komme tilbage igen.
Ordet gudsforladt blev ikke kun brugt om templet i Jesu tid. Mange har brugt dette ord om vores tid. ”Gudsforladt,” blev der sagt om ungdomsoprøret tilbage i 60’erne, der skabte en ændring i samfundet, der gjorde, at kirken ikke stod så meget i centrum mere. ”Gudsforladt,” blev der sagt om alle mulige ideologier, fra kommunisme til kapitalisme. Og hvor mange generationer af unge mennesker har ikke hørt, at deres opførsel og indstilling til livet var gudsforladt. Når man ser på nyere historie, så har der også været steder, der var så mørke, at de føltes gudsforladt. Man kan tænke på skyttegraverne i 1. verdenskrig, eller kz-lejre i 2. verdenskrig. Mange af dem, der var der, har spurgt sig selv hvor Gud var. I reaktion på disse ting, så har nogle mennesker ytret den samme tanke, som jøderne gjorde. Gud har trykket sig, fordi vores synder gjorde det uudholdelig for ham at være her. Som konsekvens eller straf, så oplever vi ondskab. Se bare på hvad vi har stået med i dette, stadigvæk unge, århundred. Terrorismens trussel; økonomiske kriser; adskillige epidemier og pandemier, fra ebola til zika, corona og et væld at forskellige fugle-, svine- og menneskeinfluenzaer. Der hvor 90’erne var et årti, der efter murens fald, var præget af optimisme, der er der kommet en vis tunghed, eller melankoli, i kulturen i d. 21. århundrede. Tilbage er den angst, som også herskede under den kolde krig. Det hele kan føle så mørkt. Det kan føle så gudsforladt. Og ligesom de gamle jøder, så kan man føle sig fanget mellem håb og fortvivlelse, mens man venter på bedre dage.
Således ventede også Simeon. Han ventede på Israels trøst. Han ventede på at Gud ville henvende sig til sit folk og tale til dem, så at deres vemodighed ville blive lindret. Mere konkret, så ventede han på en person, der ville træde frem på vegne af Gud: den dagens fortælling kalder for Herrens salvede. En dag blev Simeon kaldt af Gud til templet. I templet så han et ung forældrepar med et lille spædbarn. Det var der ikke noget udsædvanlig ved. Ifølge jødiske love og skikke, så skulle den førstefødte dreng i en familie fremstilles for Gud i templet. Kvinder skulle også bringe renselsesofre efter en fødsel. Josef og Maria gjorde det samme, som så mange andre forældre havde gjort før og efter dem. Men Simeon havde fået en guddommelig fornemmelse. Dette barn var Israels trøst. Dette barn er et tegn fra Gud. Det var et tegn på at Gud ikke havde vendt ryggen til sit folk. Skyen boede måske ikke mere i templet, men det ville ikke sige at Gud ikke var der mere. Barnet viste at Gud stadigvæk var der, for Gud var i barnet, Gud var barnet. Denne guddommelige fornemmelse var så stærk, at der kom fred i Simeons sind. Han kunne give slip på sorgmodigheden. Han kunne nu dø i fred, for hans dybeste ønske var gået i opfyldelse. Bland dem der hørte Simeon tale var en gammel enke, Anna. Hun var nærmest fast inventar i templet og hun levede med den samme længsel efter trøst. Hun så det samme i den lille Jesus, som Simeon gjorde. Hun havde den samme fornemmelse. En ny tid var kommet.
Den tid er ikke bare holdt op. Og barnet er stadigvæk et tegn for vores tid. Det er et tegn på at verden ikke er så gudsforladt, som det nogle gange kan synes. Gud er nemlig ikke én, der bare vender ryggen til, hvis situationen på jorden eller menneskernes opførelse ikke passer ham. Gud er mere trofast end det. Barnet Jesus er et løfte, at selvom dagene virkelig kan være mørke, så er de aldrig gudsforladte. Gud er altid der med os. Dette er en fin og opløftende tanke og jeg har allerede talt om det i flere prædikener. Men en tanke kan også ved tider virke ukonkret. Man kunne godt indvende at det er fint nok at tænke at Gud er med os i mørke og svære tider, men det gør situationen ikke nødvendigvis mindre mørk og svær. Og det er rigtigt: troen på Gud gør ikke automatisk de svære tider mindre svær. Og det er fordi kristendommen ikke er én af de her pop-filosofier om positiv tænkning. Altså, hvis man bare tænker positivt nok, så bliver det hele nemmere og man får en masse succes. Kristendommen er ikke det, den er nemlig et løfte. Den er et løfte, at Gud er med os indtil verdens ende. Den er et løfte, at Gud vandrer med os, ligesom Jesus vandrede på denne jord. Og nogle gange, så får vi øjeblikke hvor det bliver konkret. Nogle gange får man denne guddommelige fornemmelse, ligesom Simeon og Anne gjorde. Det kan ske igennem bibellæsning, eller bøn. Det kan ske igennem salmesang, en god prædiken, eller igennem kirkens fællesskab. Det kan ske på en tur ud i naturen.
I de øjeblikke kan man mærke hvordan Gud bærer én igennem mørket. Men også uden for disse øjeblikke, så er der altid det tegn af barnet Jesus i gamle Simeons arme. Tegnet på, at Gud ikke har vendt ryggen til. Tegnet på, at vi ikke er forladt eller alene.
Amen.
Læs dagens tekst her: Julesøndag