Evighedsvej
Jeg fanger i flugten
små flygtige drømme
som svæver i vinden
på Evighedsvej
jeg gemmer dem hastigt
langt borte i hjertet
her deler de pladsen
alene med dig
Jeg fanger i flugten
uskyldige længsler
som favner hinanden
på Evighedsvej
dem gemmer jeg sammen
med drømme i hjertet
skønt pladsen er trang nu
alene med dig
Jeg fanger i flugten
det håb som just lever
en faldskærm i vinden
på Evighedsvej
jeg ser at der stadig
er plads i mit hjerte
nu sidder de alle
alene med dig
Små flygtige drømme
uskyldige længsler
selv håbet får plads i
mit hjerte hos dig
et vindpust og atter
vemodigt de svæver
farvel men på gensyn
på Evighedsvej
Af digter og forfatter Poul Jansen i januar 2023