AaBs spillere og AaB Support Club er gået sammen om at trække så mange fans med til søndagens kamp mod Horsens som overhovedet muligt, skriver TV2 Nord.
Spillerne og fanklubben har arrangeret fælles bustur til udekampen og købt massevis af billetter – for at sælge dem videre til kun én krone.
Der er dermed lagt op til, at AaBs første kamp i nedrykningsspillet bliver med massiv opbakning fra tilskuerpladserne, og selvom det kan betegnes som “medvind på cykelstien” for AaB er der ikke just lagt i kakkelovnen til en søndagstur.
Presset på AaB er massivt og med de tumultariske seneste uger for klubben i mente – fyringen af Erik Hamrén, de tyske investorers indtog og fyringen af direktør Thomas Bælum – vil en sejr formentlig tælle dobbelt rent mentalt. Og det samme vil (endnu) et nederlag.
Målfattige opgør mod Horsens
Kigger man på statistikkerne har AaB og Horsens over de seneste 10 kampe spillet fuldstændig lige op. Fire kampe er endt uden en vinder og de resterende seks har holdene fordelt imellem sig.
Der er i snit blevet scoret 2,2 mål i hver af de 10 seneste opgør – men kigger man på de zoomer man ind på de to opgør, der indtil nu har været i denne sæson er de endt helt uden mål.
Drømmer sig tilbage
AaB selv har i deres optakt til kampen besluttet sig for at være nostalgiske – så i stedet for at kigge på de seneste målløse opgør, er de gået i arkiverne for at finde frem til den seneste udesejr over AC Horsens. Det opgør fandt sted den 26. august 2019 – i bedre tider, fristes man til at sige.
Her hentede AaB en sejr på massive 5-0 og nuværende anfører Lucas Andersen scorede hele to gange – altså to gange mere end han har scoret i hele denne sæson.
Ja, det ser sort ud – stort set uanset hvordan man vender og drejer situationen. Men håbet er lysegrønt og AC Horsens, som er direkte modstander i kampen for at undgå nedrykning er inde i en næste ligeså dårlig stime som AaB.
Øverst kan man se de fem mål fra AaBs seneste udesejr mod Horsens i 2019.
Kilde: TV2 Nord.