Af Henrik & Linda Bom
Vi har fra gældstyrelsen fået at vide angående vores tre pigers gæld på i alt 165.000 kr. at fordringshaver, altså Hjørring Kommune, til enhver tid kan trække sagen tilbage. Uanset hvad Hjørring kommune siger.
Borgmesteren har jo selv stået frem i medierne og sagt, at der kunne findes en fornuftig løsning.
Så kære Søren Smalbro. Stå ved dit ord og lad os finde den fornuftige løsning. Træk sagen tilbage fra gældstyrelsen og sæt den i bero.
Vi er taknemlige for, at der på næste byrådsmøde kommer endnu et forslag op med henblik på at hjælpe vores tre døtre.
Det omtalte forslag er udarbejdet af Erik Høgh-Sørensen(UFP) og Frode Larsen(NB)
Her følger forslaget:
Da der er nye oplysninger og udviklinger i sagen om de tre Bom-døtres gæld på i alt 165.000 kroner foreslås det, at Hjørring Kommune som fordringshaver midlertidigt standser inddrivelsen af denne gæld, indtil følgende er belyst:
- Bilag 1: Gældsstyrelsen har til forældrene meddelt (vedhæftet), at kommunen som fordringshaver har mulighed for at trække sagen tilbage fra Gældsstyrelsens behandling, herunder tilskrivelse af gebyrer renter og renters rente. Børnene, som gælden inddrives hos, er i dag ni, 16 og 18 år.
- Inddrivelsen af gælden hos de tre børn bør sættes i bero, indtil der er svar på følgende spørgsmål i Folketinget: https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/REU/spm/827/index.htm
- Den nylige lov (”Barnets Lov”) ændrer muligvis betingelserne for gældsinddrivelse fra de tre Bom-døtre. Dette bør vurderes af kommunens jurister, idet det noteres, at et af formålene med den nye lov er at sikre barnets tarv.
- Det bør vurderes af kommunens jurister, om gældsinddrivelsen er i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser i henhold til FN’s konvention om børns rettigheder (”Børnekonventionen”), herunder særlig artiklerne 3, 9 og 27.
- Borgmesteren har i medierne tilkendegivet, at han ønsker en god løsning.
Det bemærkes, at samtlige medlemmer af familien Bom har skriftligt tilkendegivet, at de ønsker, at byrådet skal behandle deres sag for åbne døre, således at offentligheden og de selv kan følge forhandlingen af dette punkt. Det noteres, at når Folketinget gentagne gange har drøftet familiens konkrete sag med navns nævnelse, så burde Hjørring Kommune også kunne gøre det.