Træk i gummistøvlerne, tag familien i hånden og gå på opdagelse i landbruget.
Søndag den 21. september er der mulighed for at komme helt tæt på kalve, grise og høns, lege i halm og komme med op i de store landbrugsmaskiner, når i alt 57 gårde åbner stalddørene op for nysgerrige gæster.
En af de gårde er Sønderskovgård mellem Hjørring og Sindal, hvor der drives griseproduktion.
– Sønderskovgård er et moderne landbrug med 1.550 søer. Vi opfeder alle grise til 30 kilo og sælger dem til danske aftagere. Vi leverer dog også selv 10.000 slagtegrise om året til Danish Crown, fortæller Ejner Joest Andersen og Anne-Mette Falch.
Rundtur blandt grisene
På Sønderskovgård kan man i anledning af Åbent Landbrug få en guidet rundvisning på gården og komme tæt på søer og smågrise.
Der vil også være smagsprøver fra Danish Crown.
– Vi beskæftiger 16 medarbejdere på bedriften og bidrager til beskæftigelse i følgeerhverv og lokalområdet. Vi glæder os til at vise jer rundt til Åbent Landbrug, siger Ejner Joest Andersen og Anne-Mette Falch.
Gårdbesøget er gratis
Åbent Landbrug i Nordjylland arrangeres i et samarbejde mellem landboforeningen Agillix og brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer og bygger på en 30 år lang tradition for at byde danskerne inden for i staldene.

– Vi tror på, at åbenhed og dialog ikke kun er det rigtige at gøre – men også det nødvendige for at opbygge tillid og finde bæredygtige løsninger. Når danskerne diskuterer natur, klima og fødevareproduktion, er det kun godt, hvis alle med holdninger rent faktisk har været ude at se produktionen. Det er derfor, vi blandt andet inviterer til Åbent Landbrug hver år, siger Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer.
Åbent Landbrug er gratis og foregår på Sønderskovgård med rundvisninger kl. 10 og kl. 12.
Da der er et begrænset antal pladser til besøg på Sønderskovgård, skal du huske at booke plads på aabentlandbrug.dk.
Er der udsolgt, kan du booke et af de andre gårdbesøg i området.
I Hjørring er der åbent landbrug på Nr. Haugaard (køer) på Lønstrupvej 489. Der er også åbent på Sønderskovgård (grise) på Hjørringvej 490. Sidstnævnte sted er er alle billetter til rundvisning dog udsolgt.
Læs mere på https://aabentlandbrug.dk/


